Som mentor i Videnskabsklubben indså Kristen, at det at lære andre noget fagligt stof er en helt anden oplevelse, end at være den som lærer.

Kristen var seniormentor på Ordrup Gymnasium i efteråret 2022. Han synes, det er fedt at undervise i naturvidenskab, fordi det er med til at forklare nogle af de ‘normale’ fænomener i hverdagen. (Privatfoto)

Beskriv din erfaring med at være mentor i Videnskabsklubben.
Det at være mentor i Videnskabsklubben er en spændende og udfordrende oplevelse på flere forskellige parametrer. Man møder nogle udfordringer som underviser, man ikke er vant til, men det er med til at udvikle én selv til både at forstå naturvidenskab bedre og til at formidle sin egen viden videre til andre.

Hvorfor meldte du dig oprindeligt til at være mentor?
Jeg havde igennem gymnasiet opbygget en større interesse for naturvidenskab og tænkte, at jeg gennem undervisning kunne give noget af det videre. Samtidig havde nogle venner fra årgangen over mig prøvet det året før og talt rigtig positivt om det.

Hvordan vil du beskrive din oplevelse af at være mentor i Videnskabsklubben?
Det var en spændende oplevelse, og man indser at det at lære andre noget fagligt stof er en helt anden oplevelse, end at være den som lærer det faglige stof. At undervise i naturvidenskab hjalp mig til bedre at forstå andre dele af naturvidenskab.

Hvad har været det bedste ved at være mentor?
Det bedste ved at være mentor er det fællesskab, som man har både internt i mentorgruppen og med miniforskerne. Det er både sjovt og hyggeligt, og den obligatoriske snack-pause gør altid kål på enhver træthed.

 Hvordan har det været at møde og undervise miniforskerne?
Man lærer hurtigt miniforskerne at kende og forstår hurtigt, at de er der, fordi de også selv synes, det er spændende. Samtidig er undervisningsplanen virkelig overskuelig, så man er meget godt klædt på som mentor.

Ved du, hvad du vil læse efter gymnasiet?
Jeg ved ikke endnu præcis, hvad jeg vil læse, men jeg har i tankerne, at det er inden for naturvidenskab og måske noget bioteknologi, da jeg har studeret det i gymnasiet.

Hvornår/hvordan opstod din egen interesse for naturvidenskab?
Jeg har egentlig nok, siden jeg var lille, syntes, at naturvidenskab har været spændende, men det var først for alvor i gymnasiet, at jeg opdagede, hvordan det kunne bruges og begyndte rigtigt at interessere mig for det.

Hvad synes du selv er det sjoveste ved naturvidenskab?
Det starter måske med at være sjovt at kunne blære sig med nogle sjove facts til sine venner, men generelt er det fedt at kunne forklare, hvorfor verden er, som den er, ved hjælp af naturvidenskaben.

Hvis du skulle fortælle andre, hvorfor naturvidenskab er fedt, hvad ville du så sige?
Jeg ville sige, at naturvidenskab forklarer nogle af de ting, som bare virker normale. Det er sammenhængen og forståelsen, der gør naturvidenskab rigtig fedt og spændende.

Hvad vil du fortælle andre, som er nysgerrige på naturvidenskab, men ikke helt tror på, at de kan finde ud af det?
Hvis man er nysgerrig nok, gør det ikke noget, at man “ikke kan finde ud af det”, for man vil lære det i det lange løb. Hvis man går nok op i det og sætter sig for at forstå det, skal det nok blive nemt på et tidspunkt.

Vil du også være seniormentor?

Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben åbner igen 1. april 2024. Læs mere her.

Portrætserie: Mød en mentor

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de rollemodeller og mentorer, der er med til at skabe Videnskabsklubben. Hvorfor meldte de sig som frivillige i Videnskabsklubben, hvordan har deres oplevelse med at undervise miniforskerne været, og hvor kommer interessen for naturvidenskab mon fra?

Læs flere portrætter