Nogle mennesker kan høre, præcist hvilke toner en sirene fra en ambulance frembringer, mens andre bare hører ‘baa-buu-baa-buu’. Hvorfor?

Emma er miniforsker i Videnskabsklubben, og hun vil gerne vide, hvorfor nogle mennesker kan spille efter gehør, mens andre ikke kan. (Screendump fra video)

»Må vi så lige få kammertonen?«

Til det spørgsmål kan Emma, der går i 5. klasse og har været miniforsker i Videnskabsklubben, frejdigt svare:

»Ja, det kan du, og med ret stor præcision endda.«

Hun har nemlig det, man kalder gehør.

Det vil sige, at hun ret præcist kan høre, hvilken tone en violin for eksempel giver, hvis man lader buen glide hen over en af strengene.

Emma har spurgt Videnskab.dk, hvorfor nogle mennesker er i stand til at bestemme toner, mens andre ikke er. For at svare på det har Videnskab.dk talt med jazzmusiker, hjerneforsker og professor Peter Vuust, der er leder af Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet. Artiklen er en del af serien Spørg Videnskaben, hvor børn kan sende deres spørgsmål ind til forskere og få svar på Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Miniforskere får deres spørgsmål besvaret af forskere

Videnskabsklubben har fået lov at bringe artiklen i en kort version her på hjemmesiden. Du kan læse den fulde artikel her.

Der findes flere varianter af gehør
Når man taler om gehør, er der ifølge Peter Vuust to varianter: Relativt og absolut gehør – men man taler også om dårligt gehør.

Vi begynder med den relative variant:

»Næsten alle mennesker har relativt gehør i et vist omfang. Det indebærer, at man kan høre, at to toner forholder sig til hinanden. For eksempel, at den ene er højere end den anden,« siger Peter Vuust.

Det kaldes ‘relativt gehør’, fordi man kan have et mere eller mindre godt gehør.

Nogle er måske i stand til at høre det specifikke interval mellem to toner, mens andre måske kun lige akkurat er i stand til at høre forskel på to toner, men det kaldes stadig gehør.

LÆS OGSÅ: 11-årige Peter: Hvad betyder det for Danmark, hvis Golfstrømmen ændrer sig?

Che Guevara havde ikke en tone i livet
Dårligt gehør er derimod, når man slet ikke er i stand til at kende forskel på to toner. Det kaldes ‘amusi’ – eller måske lidt mindre pænt: at være tonedøv.

»Hvis man for eksempel spiller ‘Happy Birthday’ uden tekst for folk med amusi, kan de ikke genkende sangen, selvom det er så velkendt en melodi. De fleste, der beskriver sig selv som tonedøve, er det dog faktisk ikke,« siger Peter Vuust.

Der er nemlig forskel på ikke at kunne producere toner, altså synge rent, sammenlignet med at høre forskel på to toner.

LÆS OGSÅ: 10-årige Theodor: Har der eksisteret et dyr, der minder om Big Foot?

»Mange kan ikke høre, at de synger falsk. Når nogle folk synger, laver de automatisk en idé i deres eget hoved om, hvordan sangen rent faktisk skal synges. Men det, der kommer ud, lyder i virkeligheden forfærdeligt,« siger Peter Vuust.

Amusi er mere sjældent: Det er kun cirka én procent af befolkningen, der rent faktisk er tonedøve. Peter Vuust vil dog gerne understrege, at det ikke har noget at gøre med intelligens.

»Økonomen Nelson Friedman er en blandt flere nobelprismodtagere, der havde amusi, og Che Guevara havde heller ikke en tone i livet,« siger Peter Vuust.

Du kan læse resten af artiklen hos Videnskab.dk

Stiller dit barn også mange nysgerrige spørgsmål? Har I lyst til at sende nogle af dem ind til Spørg Videnskaben og læse svaret fra en forsker på Videnskab.dk? Så send en mail til os her.

Portrætserie: Mød en miniforsker

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de miniforskere, som det hele handler om. Hvad har de fået ud af at være med i Videnskabsklubben? Hvad synes de var sjovest? Hvad har det gjort for deres interesse for naturvidenskab?

Du får portrætterne direkte i indbakken, når du tilmelder dig vores nyhedsbrev.

Læs flere portrætter