Igen i år udvider Videnskabsklubben til nye byer og samarbejdsgymnasier. Læs her, om din by er med i udvidelsen.

Videnskabsklubben udvider til nye byer 2021

Igen i år kommer Videnskabsklubben ud til nye byer og gymnasier i hele landet. Samtidig bliver der oprettet flere hold i nogle af de byer, hvor der i forvejen var Videnskabsklubber. (Foto: Lars Svankjær)

I 2020 ekspanderede Videnskabsklubben for 6. år i træk og kom for første gang ud til byer som Viborg, Svendborg og Nykøbing Falster og ramte dermed børn i geografiske områder af landet, som vi ikke tidligere har været til stede i.

Det er med stor fornøjelse, at vi nu kan løfte sløret for, at der igen i år er store udvidelser på tapetet, når vi til efteråret åbner for klubberne rundt omkring i landet. Denne gang udvider vi nemlig fra 18 til hele 24 byer og rykker for første gang til Vest- og Sønderjylland, samt til Vestegnen.

Når Videnskabsklubben til efteråret slår dørene op for landets klubber, bliver det således muligt for børn fra Thisted, Høje Taastrup, Nakskov, Holstebro, Hobro og Sønderborg at gå til videnskab i fritiden!

Du kan se alle samarbejdsbyer og finde en klub i nærheden af dig og din familie her.

Flere hold i eksisterende byer
Ambitionen for 2021 er at skabe pladser til over 1.000 miniforskere og mentorer i landets klubber, og det arbejde er allerede godt på vej, lyder det fra forløbskoordinator Tilde Voigt Hansen.

– Vi arbejder lige nu på at finde de seniormentorer, der skal undervise på forløbene rundt omkring i landet. Heldigvis er der mange engagerede og dygtige gymnasieelever, der har lyst til at dele deres passion for naturvidenskab med andre børn og unge, siger hun.

Udvidelsen dækker dog ikke kun over nye byer, men også over en stigning i antallet af hold i nogle af de byer, hvor Videnskabsklubben i forvejen er til stede, tilføjer hun:

– Vi kan se, at efterspørgslen er stor i de byer, hvor Videnskabsklubben har haft forløb flere år i træk. For at imødekomme de lange ventelister og give endnu flere børn og unge muligheden for at dyrke deres interesse for naturvidenskab, udvider vi i nogle byer med flere hold.

Det betyder blandt andet, at Fredericia Gymnasium i 2021 vil kunne udbyde hele tre hold, og at Aarhus Katedralskole er føjet til listen over samarbejdsgymnasier i Aarhus, som i forvejen talte Egaa Gymnasium og Marselisborg Gymnasium.

Samlet set kommer 39 gymnasier i Danmark til at kunne udbyde mindst ét Videnskabsklub-hold i 2021.

Rektor: Jeg glæder mig til at vise eleverne et nyt fællesskab
Et af de nye gymnasier, som i år for første gang kan byde Videnskabsklubben indenfor, er Høje-Taastrup Gymnasium, som har omkring 500 elever fordelt på det almene gymnasium og HF.

3-4 gymnasieelever skal i år undervise 4. klasses elever fra nærområdet i primatologi, og rektor Ida Diemar fortæller, at initiativet er blevet mødt med begejstring på hendes gymnasium.

Hun glæder sig især til at give sine elever muligheden for at indgå i en ny type fællesskab, fortæller hun.

– For mig er det her en chance for at vise eleverne en anden type fællesskab end det rent personlige. Jeg tænker det som et interessefællesskab, hvor mine elever lærer at formidle og indgå i en relation, som ikke bunder i noget privat, men i en fælles interesse, som udvisker forskellene på tværs af alder og køn, siger Ida Diemar og tilføjer:

– For mig er det her en måde at vise mine egne elever, at fællesskab kan udgøres af mange ting.

Skal Videnskabsklubben til din by?
Videnskabsklubben modtager løbende henvendelser fra gymnasier, der ønsker at kunne udbyde et eller flere hold til deres elever og børn i nærområdet, og fra forældre, som ønsker at få tilbuddet til deres by.

Selvom vi ikke kan honorere alle ønsker, tager vi alle henvendelser alvorligt og noterer dem på en fremtidig ønskeliste over udvidelser.

Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i at diskutere muligheden for at få Videnskabsklubben til din by eller gymnasium.

Fakta

Videnskabsklubben finder sted hvert år fra uge 43 til 49, begge uger inklusive, på gymnasier i hele landet.​

Her går elever fra 4.-6. klasse (miniforskere) til videnskab i fritiden.

​Går du i 8. eller 9. klasse, kan du blive juniormentor i Videnskabsklubben.

​Tilmeldingen for miniforskere og juniormentorer åbner 22. august 2021.

​Går du i gymnasiet, kan du blive seniormentor.

​Tilmeldingen for seniormentorer er åben frem til 6. juni 2021.