Trivselskrisen er en meningskrise, og derfor skal vi opfordre de unge til at søge efter de meningsfulde fællesskaber, som tvinger deres blik væk fra sig selv for en stund, lyder opfordringen i dette debatindlæg.
(Foto: Jeppe Carlsen)
Forfatterne til dette debatindlæg er:
- Direktør i Videnskabsklubben Rikke Schmidt Kjærgaard
- Tidligere rektor på Gefion Gymnasium Birgitte Vedersø
Indlægget blev oprindeligt publiceret på Jyllands-Postens hjemmeside 8. maj 2023.
Har du nogensinde prøvet at synge i et stort kor? Følelsen af at forsvinde ind i fællesskabets stemme, mens du selv og din egen spæde røst bliver opslugt.
Du bliver lille. Du bliver måske endda revet med. Og du går hjem med en følelse af at have været en del af noget, der var større end dig selv.
Som henholdsvis mangeårig gymnasierektor på et af landets største gymnasier og direktør i en landsdækkende forening, der drives af unge frivillige kræfter, ser vi, hvordan ungdommen kæmper i disse år. Vi ser trivselskrisen galopere derudad, og vi ser, hvordan den i vores øjne i stigende grad har udviklet sig til en egentlig meningskrise.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Børns interesse for naturfag skal (også) plejes i fritiden
De unge mennesker efterlyser nemlig mening, noget at gå op i og kaste sig ind i, som ikke handler om deres egen succes eller om likes på sociale medier. Noget, som tvinger deres blik væk fra sig selv for en kort stund, i et samfund hvor vi bliver mere og mere individfikserede.
Som forældre fortæller vi dem i bedste mening, at bare de er glade, er de i vores optik succesfulde – men ingen er glade hele tiden, og dermed er de på forhånd dømt til at fejle.
Meget karakteristisk for unge i dag er, at de synes, at alting er deres ansvar, og vi bekræfter dem, når vi hele tiden leder efter forklaringer hos den enkelte: En forklaring på Pias skolevægring, på Tobias’ udfordringer med at indgå socialt i store grupper eller på Vildes angstsymptomer.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Alt for mange børn oplever, at naturvidenskaben er lukket land
Men det handler ikke om Pia, Tobias eller Vilde. Mennesket er et socialt væsen, og siden de tidligste jægersamlersamfund har vi haft brug for hinanden og for fællesskabet for at overleve. Derfor er det også så meningsfuldt at lade sig opsluge. Lade sig blive lille.
Det kan være igennem musik og fællessang, eller det kan være gennem holdsport og frivilligt arbejde. Men det kan også være gennem dyb faglighed, og det er et ofte undervurderet tema, som især skolen, men selvfølgelig også fritiden rummer et enormt potentiale for at udnytte.
Der kan nemlig ligge en kæmpe tilfredsstillelse og meningsfuldhed i at dygtiggøre sig og lade sig fordybe og opnå ny viden, mens man opdager nye aspekter af verden. Og det kan sagtens foregå i fællesskab med andre, netop som det sker i Videnskabsklubben, hvor børn og unge udforsker naturvidenskabens verden sammen og indgår i stærke interessefællesskaber på tværs af forudsætninger. I et præstationsfrit rum, fri af karakter- og forventningspres.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Høj begavelse stopper ikke, fordi klokken ringer ud
Ja, faktisk kan fascinationen, der ligger i at møde noget, som man ikke vidste, at man manglede, i sig selv være en vej ud af det evindelige fokus på individets fremtoning og trivsel. Den tyske forsker Thomas Ziehe kaldte det ”den gode anderledeshed”, som – groft oversat – betyder, at den verden, de unge kender, skal de stå på. Men de skal også se noget andet, end de vidste, at de manglede. De skal præsenteres for nye horisonter.
I stedet for at sige til de unge, at de bare skal være glade, skal vi sige til dem, at de skal ud i verden og være med til at gøre den bedre. De skal finde ud af, hvad de brænder for, og hvordan lige netop de kan medvirke til, at verden bliver et bedre sted at leve. Det lyder måske som et endnu større pres end ”Bare du er glad, min skat”, men i virkeligheden fjerner det fokus fra den enkelte og lægger det i stedet over på hans eller hendes plads i fællesskabet. Et større hele.
Så nej, de unge skal ikke være glade hele tiden. De skal være med til at forandre verden, og det skal de gøre gennem meningsfulde fællesskaber, hvor de får lov til at glemme sig selv.
LÆS OGSÅ: Læringsforsker: Derfor rammer Videnskabsklubben helt rigtigt