Nu kan du se, hvornår Videnskabsklub for familier bliver afholdt i 2023. Tidspunkter og lokationer opdateres løbende, men de første tilmeldinger er åbne.

Familieklub Jeppe Carlsen

Videnskabsklub for familier er et unikt tilbud til børn og deres forældre – samt andre familiemedlemmer – som får chancen for at være små forskerhold og gå på opdagelse i naturvidenskaben sammen. (Foto: Jeppe Carlsen)

Denne artikel er senest opdateret 1. oktober 2023

Datoerne for Videnskabsklub for familier 2023 ligger nu fast! Fra start februar til slutningen af september kan du og dine børn bruge en eftermiddag sammen på at prøve kræfter med en perlerække af naturvidenskabelige forsøg og aktiviteter, som er særligt sammensat til formålet. Se datoerne nederst i artiklen.

Familieklubberne blev for første gang udrullet i 6 danske byer i 2022, og som forventet viste konceptet sig hurtigt at være den store succes, som pilotklubberne i 2021 allerede havde indikeret.

Mellem 100 og 150 endte med at stå på venteliste til de to første familieklubber i København, og også i Aarhus måtte mange se sig henvist til venteliste. I alt var 350 familier i 2022 i familieklub sammen, mens 400 stod på venteliste.

LÆS OGSÅ: Stor efterspørgsel: Hundredvis står nu på venteliste til familieklubber

Udover den store interesse for at deltage viste de efterfølgende evalueringer desuden, at familieklubberne har stor gennemslagskraft hos deltagerne. 95% af de børn, der havde deltaget, erklærede sig enig i, at det havde været sjovt, mens 90% svarede ja til at have lært noget nyt om naturvidenskabelige emner. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for hele 94% af de voksne.

Lige så positivt er det, at 81% var ”helt enige” og 9% ”lidt enige” i udsagnet ”Jeg har fået lyst til flere naturvidenskabelige oplevelser sammen med barnet/børnene i min familie”.

Videnskabsklub for familier er økonomisk støttet af VILLUM FONDEN.

Workshops for hele familien
I Videnskabsklub for familier får børn og voksne chancen for at være små forskerhold for en dag og arbejde med sjove eksperimenter og øvelser, mens de i løbet af en eftermiddag fordyber sig i et af de naturvidenskabelige emner fra Videnskabsklubbens univers.

Familieklubberne afholdes altid i weekenden på biblioteker eller lignende. De er formet som workshops á cirka 2,5 timers varighed.

Emnerne for familieklubberne i 2023 bliver primatologi – læren om aber, menneskeaber og evolution – samt biodiversitet og mikrobiologi, og aktiviteterne er hentet fra Videnskabsklubbens regulære forløb, som er udarbejdet af forskere og professionelle videnskabsformidlere.

I familieklubberne skal familien i fællesskab stille spørgsmål, undersøge og blive klogere på den verden, vi lever i. Aktiviteterne er primært rettet mod børn fra 9 til 12 år, men hele familien er velkommen – også yngre og ældre søskende. Alle børn skal dog ledsages af mindst én voksen (+18 år).

LÆS OGSÅ: Nu kan hele familien gå til videnskab

Datoer for familieklubber 2023
De konkrete datoer for familieklubberne 2023 ligger nu fast, men de enkelte lokationer mangler flere steder stadig at falde på plads. Tilmeldingerne åbner løbende – hold dig opdateret ved at abonnere på vores nyhedsbrev.

Sikkert er det dog, at vi i år for første gang udvider tilbuddet til en række nye byer som blandt andet Allerød, Holbæk, Skive, Holstebro, Horsens og Nibe.

I Jylland afholdes familieklubberne på følgende datoer:

11. februar – Skive (afholdt)
25. februar – Holstebro (afholdt)
11. marts – Aalborg (afholdt)
25. marts – Aalborg (afholdt)
15. april – Horsens (afholdt)
22. april – Aarhus (afholdt)
6. maj – Aarhus (afholdt)
27. maj – Vejle (afholdt)
3. juni – Sønderborg (afholdt)
19. august – Gellerup (afholdt)
26. august – Skagen (afholdt)
9. september – Silkeborg (afholdt)
16. september – Randers (afholdt)
23. september – Skanderborg (afholdt)

På Sjælland og Fyn afholdes familieklubberne på følgende datoer:

11. marts – Nørrebro (afholdt)
18. marts – Roskilde (afholdt)
25. marts – Nørrebro (afholdt)
15. april – Allerød (afholdt)
22. april – Nørrebro (afholdt)
6. maj – Allerød (afholdt)
13. maj – Nørrebro (afholdt)
27. maj – Roskilde (afholdt)
3. juni – Holbæk (afholdt)
19. august – Holbæk (afholdt)
26. august – Gentofte (afholdt)
2. september – Odense (afholdt)
9. september – Odense (afholdt)
16. september – Gentofte (afholdt)

Fakta

I Videnskabsklub for familier får børn og voksne mulighed for sammen at fordybe sig i et naturvidenskabeligt emne. Alle deltagere skal prøve at være forskere og arbejde med sjove eksperimenter og øvelser.

Vi skal stille spørgsmål, undersøge og sammen blive klogere på den verden, vi lever i. Aktiviteterne er primært rettet mod børn fra 9 til 12 år, men hele familien er velkommen – også yngre og ældre søskende. Alle børn skal dog ledsages af mindst én voksen.

Forløbene er udarbejdet af forskere og professionelle videnskabsformidlere. De kommende år bliver konceptet udrullet i mange byer, takket være en flot bevilling fra VILLUM FONDEN.