Videnskabsklubbens børn og unge modtog i maj en hilsen på sociale medier fra den danske astronaut Andreas Mogensen.

Andreas Mogensen er astronaut ved Den Europæiske Rumorganisation og den første dansker, der har været i rummet. Han skal snart på endnu en mission til Den Internationale Rumstation ISS d. 15. august 2023.

Ingeniør og astronaut Andreas Mogensen sendte i slutningen af maj 2023 en hilsen til hele Videnskabsklubben på sociale medier. Her talte han direkte til Videnskabsklubbens børn og unge og opmuntrede dem til at bevare deres nysgerrighed på verden, som er med til at drive naturvidenskab fremad.

– Noget af det vigtigste, vi mennesker kan gøre, er at være nysgerrige og stille spørgsmål og have en trang til at forstå verden omkring os. På den måde bliver vi alle sammen klogere, vi får en bedre og rigere verden, og vi skaber den fremtid, vi går i møde.

Sådan lød nogle af ordene, som den danske astronaut sendte ud til Videnskabsklubbens børn og unge fra sin arbejdsplads i USA, hvor han er i gang med at gøre klar til en ny mission til rummet i august 2023.

 

LÆS OGSÅ: Mio vil vide noget om alt – i Videnskabsklubben fandt han ligesindede

Den første dansker i rummet
Andreas Mogensens var på sin første mission i 2015, hvor han blev den første dansker i rummet ved at opholde sig 10 dage på Den Internationale Rumstation. Denne gang skal han være afsted i hele seks måneder. Missionen har fået navnet Hugin-missionen, opkaldt efter den nordiske gud Odins ene af to ravne, hvoraf den anden hedder Munin. Ravnene symboliserer typisk menneskets sind i den nordiske mytologi, hvor Munin symboliserer hukommelse, og Hugin symboliserer tanker.

Mens Andreas Mogensen er afsted på sin mission, skal han lave forskning i både menneskelig sundhed, rumforskning og klima. Han skal være med til at lave eksperimenter i alt fra forståelse og forbedring af søvn i rummet til materialevidenskab om, hvordan klippeplaneter dannes.

LÆS OGSÅ: Naturvidenskab giver Viggo en bedre forståelse af verden

“I kan godt blive ved med at være nysgerrige”
I sin hilsen til Videnskabsklubben understregede han, at der er brug for de kommende generationer i naturvidenskab, fordi der stadig er så mange spørgsmål, der mangler at blive svaret på.

– Jeg er sikker på, at der venter os rigtig mange spændende opdagelser i fremtiden. Så I kan godt blive ved med at være nysgerrige. I kan godt blive ved med at stille spørgsmål. I kan godt blive ved med at ville være klogere på vores verden og Universet, for der er rigtig mange ting, vi mangler at forstå, siger han.

Når Andreas Mogensen vender tilbage fra sin rummission, starter han som adjungeret professor på DTU Space, hvor han hjælpe med både forskning og undervisning på universitetet.

Fakta

Videnskabsklubben er en non profit-organisation, som giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden – helt gratis.

Videnskabsklubbens forløb starter hvert år i uge 43 og løber frem til uge 49, men vi vil gerne inspirere børn og unge til at opsøge naturvidenskab året rundt og samler derfor lister som denne så ofte som muligt. Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du savner en særlig type inspiration til dit naturvidenskabeligt interesserede barn!