Emma undersøger et hul i forskningen:

Kan snegle blive fremtidens forsøgsdyr?

En snegl har, i modsætning til mennesker, ingen skjoldbruskkirtel. Alligevel har man i nyere forskning fundet ud af, at snegle og andre bløddyr aktivt samler 'skjoldbruskkirtel-hormoner' i deres kroppe. For 23-årige Emma er det en indgang til at undersøge, om man kan teste hormonforstyrrende stoffer på snegle.

Som biolog vil Emma gerne være med til at åbne andres øjne for, hvad naturen kan, og hvorfor vi skal passe på den. Blandt andet ved at lade være med at smide skrald i naturen. (Video: Emma Andersen)

                   

                      Af Elisabeth Eskildsen

Hvordan kan det egentlig være, at tingene er, som de er?

 

Det spørgsmål fungerer som en ret effektiv motor for 23-årige Emma Andersen.

Det er et spørgsmål, hun har stillet sig selv og andre, lige så længe hun kan huske,

og det har også været med til at lede hende ind på biologi-studiet på Syddansk

Universitet i Odense. 

 

Hun går på 6. semester og er i fuld gang med sit bachelorprojekt, der skal

afleveres til sommer, men forløbet går ikke helt som planlagt. Projektet skulle

nemlig have involveret et langt dyreforsøg på snegle, der skulle have foregået

over 28 dage, men fordi laboratorierne på universitetet er lukket ned midlertidigt

på grund af coronavirus, er den praktiske del sat på pause. 

 

Hvis det skulle ske, at laboratorierne når at åbne inden aflevering, er Emma klar

til at rykke ind. Indtil da sidder hun derhjemme, begraver sig i bøger og artikler

og læser en masse, som forskere har skrevet om det emne, der optager hende

allermest lige nu: Økotoksikologi.

 

- Det er sådan et godt, langt ord. Det handler om giftige, miljøfremmede stoffer i

naturen og i miljøet. Alt fra pesticider, til det vi bruger i hverdagen af forskellige

produkter – i kosmetik, i køkkenet, i malingen på skibe og sådan noget, siger Emma.

 

Emma og sneglene

 

I sit bachelorprojekt skulle Emma have testet, hvad hormonforstyrrende stoffer gør ved snegle. Hun skulle undersøge, om en effekt på sneglene også kunne betyde, at det testede stof ville være farligt for mennesker.

 

- Vi skulle kigge på stoffer, der går ind og forstyrrer skjoldbruskkirtlen. Det stof, jeg skulle have kigget på, jeg ved faktisk ikke hvad det hedder på dansk, men det hedder 'iopanoic acid' på engelsk, fortæller hun.

 

'Iopanoic acid' er et kemisk stof, man har brugt i medicin som et såkaldt kontraststof.

Det vil sige, at stoffet sprøjtes ind et sted i kroppen, når man skal have udført en

undersøgelse, for eksempel med røntgen- eller ultralyd, og der ”farver”

kontraststoffet væv eller organer, så det påvirkede område skiller sig ud fra

andet væv og andre organer. Det bliver ganske enkelt tydeligere på billedet

at se, hvad man arbejder med.

 

Stoffet har siden vist sig at være hormonforstyrrende. Typisk ville man teste

sådan et stof på rotter, mus eller andre hvirveldyr, men Emma vil undersøge,

hvad der sker, når man tester det på snegle i stedet. Det særlige, ved at bruge

snegle som forsøgsdyr, er, at sneglen hører til de hvirvelløse dyr – de har hverken

rygsøjle eller ryghvirvler, og de har sådan set heller ikke en skjoldbruskkirtel,

som er central for Emmas projekt. 

 

- Derfor er det lidt interessant, hvis man kan teste stoffer, der egentlig burde

forstyrre skjoldbruskkirtlen, på et dyr, der ikke har nogen.

 

Selvom sneglene mangler skjoldbruskkirtlen, har man i nyere forskning fundet

ud af, at de, og andre bløddyr, alligevel opkoncentrerer 'skjoldbruskkirtel-

hormoner' i deres kroppe. Det er noget, de gør aktivt, forklarer Emma.

 

Forskere ved endnu ikke nok om, hvorfor sneglene opsamler hormonerne, eller

hvad de skal bruge dem til. Et bud er, at det kan tyde på, at alle dyr, rent

evolutionært og mange, mange år tilbage, har haft en fælles forfader. At alle dyr

på et tidspunkt har haft brug for de hormoner, som menneskets skjoldbruskkirtel

stadig har brug for. 

 

Spørgsmålet er så, om et stof, der forstyrrer hormonerne i menneskets

skjoldbruskkirtel, også vil forstyrre sneglene. 

 

- Vi skulle simpelthen have kigget på forskellige parametre på de her snegle.

Hvor mange æg, de lagde, med eller uden udsættelse for det her stof.

Hvor store de blev og sådan nogle ting. Hvis vi kan vise, at de her

hormonforstyrrende stoffer, der påvirker skjoldbruskkirtlen, også forstyrrer en

snegl, så kan det være, at man, rent dyreforsøgsmæssigt, kunne begynde at

bruge nogle flere snegle i stedet for at bruge rotter, siger Emma.

 

Det vil der være flere fordele i, både økonomiske og etiske. Snegle reproducerer

hele tiden, de er nemme at transportere og arbejde med, og så vil det for nogle

virke mere 'humant' at udføre forsøg på bløddyr frem for de større dyr.

 

- Hvis vi kan nøjes med at se på en snegl, at et stof potentielt er

farligt for mennesker, så kan det fungere som et 'early warning sign', siger Emma.

 

En biolog er mange forskellige ting

 

For Emma startede interessen for naturfag allerede som barn. Hun var nysgerrig,

og hun stillede spørgsmål: ”Hvorfor drejer Jorden rundt?”, ”hvad findes der mon

oppe ved stjernerne?” og ”hvad kan man finde i havet?”.

 

- Du ved, når man er helt lille og ikke vil have, at ens forældre går, efter de har puttet en, så stiller man 'dumme' spørgsmål, for at de skal blive siddende. Det var sådan nogle ting, jeg spurgte om.

 

- Det bedste, jeg vidste, var, når min farfar kom på besøg. Han havde altid avisudklip med til mig fra Weekendavisens videnskabssektion. Så hver gang min farfar kom på besøg, vidste jeg, at jeg ville blive lidt klogere. Vi fik blandt andet læst og snakket om nyopdagede dyrearter, sygdomme og stjerner – og for hver gang han kom forbi med nye avisudklip, blev jeg kun mere og mere nysgerrig. Jeg blev konstant forbløffet over, hvor meget der var at lære om verden, siger Emma.

 

Det er noget, hun gerne vil give videre til andre. Hun husker tilbage på, da hun begyndte på sit studie, og hun og hendes medstuderende blev bedt om at skrive ned på et stykke papir, hvad de gerne ville med deres nye uddannelse:

 

- Jeg kan huske, at jeg skrev en ting ned, som jeg synes var vigtig for det, jeg skulle lave i fremtiden: At jeg gerne ville være med til at åbne folks øjne for, hvad naturvidenskab kan, og hvad naturen kan. Jeg bliver selv helt vildt overrasket over, at verden er på den måde, den er – at vi er her! Men også over de små ting, som at en lille blomst kan finde vej gennem asfalten, for at solen kan skinne på den, og fordi den har noget næring i jorden. Jeg har altid gerne ville være med til at få mennesker til at lægge mærke til de her små ting i hverdagen, der kan forklares gennem naturvidenskab, siger Emma.

 

 

 

 

 

 

Emma oplever, at mange desværre har en ide om, at naturvidenskab er svært og kompliceret. Det kan det være, men mest af alt er det et fantastisk værktøj til at vise, hvordan verden fungerer.

 

I hendes øjne er biologi et af de største fag, der er på naturvidenskab. Det handler om dyr og mennesker, om de bittesmå ting og om de kæmpestore. På studiet har hun selv valgt at kombinere de faste fag med valgfag inden for kemi. Hun har, som hun selv siger, lidt mere kemi på skemaet, end gennemsnittet måske synes er fedt. Og det har hun, fordi hun, som du allerede ved, er ret glad for at arbejde med økotoksikologi.

 

- Hvis man synes, at formidling er spændende, kan man arbejde i zoologiske haver, i safariparker eller som naturvejleder, som der er flere biologer, der bliver, begynder Emma, da hun bliver spurgt, hvad man kan blive til med en uddannelse som biolog.

 

Hun fortsætter:

 

- Andre bliver ansat i det kommunale, i for eksempel miljøstyrelsen eller i fødevareministeriet, hvor de kigger på naturrestaurering og landbrug. Andre bliver laboranter, eller kommer til at arbejde med databehandling, fordi biologer blandt andet lærer at håndtere kæmpestore mængder data.

 

Emma er ikke i tvivl om, hvilken retning hun selv gerne vil bevæge sig i:

 

- Jeg vil rigtig gerne forske, og jeg vil rigtig gerne undervise, og det får man jo heldigvis lov til som forsker på universitetet. Projektarbejdet og 'nørdearbejdet' holder jeg rigtig meget af, og det er jo det, man gør, når man forsker.

Hanfisk, der udvikler æg?

Man finder løbende ud af, at mange af de stoffer, man har brugt i årevis, og som er endt i naturen, er farlige for både mennesker og dyr.

 

- For nogle år tilbage opdagede man for eksempel, at der var nogle åer og søer rundt omkring på Fyn, hvor hannerne i nogle populationer af fisk begyndte at udvikle æg i, ja, deres testikler. De begyndte at udvikle ægceller, og det var, fandt man ud af, fordi der blev udledt hormonforstyrrende stoffer gennem spildevandsresterne og ud i de her åer og vandløb, forklarer Emma. 

 

En forskningsgruppe ved Syddansk Universitet lavede dengang tests på de hormonforstyrrende stoffer, der blev udledt. De fik gennem deres arbejde indført en ændring i spildevandsrenseprocessen i Odense Kommune, så de pågældende stoffer ikke blev udledt længere.

 

De første målinger af ægceller i hannernes testikler blev foretaget i starten af 2000'erne. I 2010 kunne man se, at tallene blev bedre, og i 2016 kunne man konkludere, at problemet var løst.

Historien om fiskene og spildevandet har haft en afgørende betydning for Emma. Hun kan huske, da hun hørte om forskernes arbejde i radioen – dengang var hun lige begyndt på universitetet – og den forsker, hun hørte blive interviewet om sit arbejde med fiskene, er i dag hendes bachelorvejleder. 

Portrætserie: Mød en mentor

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge - med et naturfagligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de rollemodeller og mentorer, der er med til at skabe Videnskabsklubben. Hvilke projekter arbejder de med for tiden, og hvor kommer interessen for naturvidenskab mon fra?

Du får portrætterne direkte i indbakken, når du tilmelder dig vores nyhedsbrev

Forrige år deltog Emma i iGEM-konkurrencen, som repræsentant for Syddansk Universitet. Konkurrencen er verdens største konkurrence i syntetisk biologi for studerende, og på Emmas hold arbejdede de med at bekæmpe antibiotikaresistens.

  • Facebook Social Icon
  • Instagram
  • LinkedIn Social Ikon
  • Twitter Social Icon

Videnskabsklubben - H.C. Andersens Boulevard 35 - 1553 København V - tlf.: 33 43 53 30 - info@videnskabsklubben.dk - CVR nr. 38 55 63 63