Igen i år starter Videnskabsklubben hold i nye byer, som ikke har været med før. Læs med her og se, om der starter en videnskabsklub i din by til efteråret.

Nye byer 2022

I 2022 udvider Videnskabsklubben til Esbjerg, Herning, Grenå og Søndersø. Samtidig starter et nyt hold på Ordrup Gymnasium, som i forvejen var med i Videnskabsklubben. (Illustration: Luna Jacobsen)

Det er med stor fornøjelse, at vi kan annoncere, at Videnskabsklubben udvider med fire nye byer i 2022.

I 2021 kom Videnskabsklubben for første gang til blandt andet Vestegnen og Sønderjylland. I år får vi som noget nyt Danmarks vestkyst med i form af både Esbjerg og Herning. Derudover tilføjer vi også byerne Grenå i Østjylland og Søndersø på Nordfyn, der begge åbner videnskabsklubber fra efteråret 2022.

I disse områder kan børn og unge fra i år tilmelde sig som miniforskere og mentorer. På Ordrup Gymnasium i Gentofte, som i forvejen var med i Videnskabsklubben, starter vi – grundet stor efterspørgsel – også et nyt hold op, så endnu flere børn kan gå til naturvidenskab.

Nogle hold fyldt på bare ét minut i 2021
De nye udvidelser bringer Videnskabsklubbens samlede antal byer op på 28. Det vil sige, at over 1.000 børn og unge i år er involverede i Videnskabsklubbens fritidstilbud.

Har du et barn i 4.-6. klasse, som drømmer om at gå til videnskab i fritiden – for eksempel fysik, mikrobiologi eller biodiversitet – så har du chancen for at tilmelde dit barn 21. august 2022. Tilmeldingen åbner kl. 10:00. Sidste år blev nogle hold fyldt op på bare ét minut, efter tilmeldingen åbnede, så det er en god idé at sidde klar ved tasterne, når vi åbner i år.

Hvis du gerne vil opdateres, når vi udgiver listen over hvilke hold og forløb, der udbydes i de forskellige byer, kan du abonnere på vores nyhedsbrev. Så bliver du én af de første, der får besked om holdlisterne, og du modtager påmindelser om vigtige datoer for eksempelvis tilmeldinger.

Fakta

Videnskabsklubben finder sted hvert år fra uge 43 til 49, begge uger inklusive, på gymnasier i hele landet.​

Her går elever fra 4.-6. klasse (miniforskere) til videnskab i fritiden. Går du i 8. eller 9. klasse, kan du blive juniormentor i Videnskabsklubben. ​Tilmeldingen for såvel miniforskere og juniormentorer åbner 21. august 2022.

​Går du i gymnasiet, kan du blive seniormentor. ​Tilmeldingen for seniormentorer åbner til maj.