Det er en kunst at lave slik – men det er faktisk også en masse videnskab. Selv det mest enkle, sukkerholdige stykke slik er formet af kompleks kemi.
Selv kemien bag krystalliseringsslikpinde, bedre kendt som “rock candy”, er meget spændende, da både temperaturer og koncentrationen af sukker – altså mængden af sukker i forhold til vand – er afgørende for, hvordan slikkepinden vokser frem.
Slikkepinde-kemi afhænger af flere forskellige ting, blandt andet hvor høj sukkerkoncentration der er i sukkerblandingen, og hvordan den varmes op. Og så kan det være afgørende, hvordan du køler sukkerblandingen ned.
Du fremstiller dine rock candy-slikkepinde ved at varme mættet sukkervand med en meget høj sukkerkoncentration (altså meget sukker i forhold til vand). Derefter skal du lade slikkepindene køle langsomt af i flere dage, så de store krystaller af sukker har tid til at dannes. Sukkerkrystallerne kan i sukkeropløsningen sætte sig på en pind med sukker på, og på den måde kan du altså dyrke din egen slikkepind derhjemme!
Det er helt op til dig, hvilken farve og smag slikkepinden skal have – og du kan endda lave flere forskellige på én gang. Vær opmærksom på, at ingredienslisten i dette forsøg rækker til én slikkepind. Hvis du vil lave flere, skal du derfor gange mængderne op.
Hvor mange dage tror du, det tager, før du har groet en hel slikkepind?
Herunder får du en gennemgang af forsøget.
Du skal bruge:
- 6–8 dl sukker
- 2½ dl vand
- Grillspyd / slikkepind-stænger
- 1 glas
- 1 stor pande
- Tøjklemmer
- Frugtfarve
Sådan gør du:
- Vask dine hænder og sæt panden på komfuret.
- Kom lige dele sukker og vand i en pande (2½ dl af hver) og varm det roligt op, til alt sukkeret er opløst.
- Tilsæt derefter langsomt mere sukker, mens du rører rundt, indtil sukkeret ikke længere vil opløses i vandet. Vandet må gerne ende med at se lidt grumset ud, for det betyder, at der ikke kan opløses mere sukker i vandet. Så har du lavet den perfekte sukkermætning. Sukkerblandingen kan godt blive rigtig varm, og det kan derfor være en god ide at have en voksen med i køkkenet.
- Hvis du vil, kan du nu komme sliksmag i sukkervandet. Så fjerner du sukkervandet fra varmen og sætter det til side, så det kan køle af. Forholdet mellem sukker og vand skal være cirka 3:1. Du kan sagtens lave en større portion end opskriften siger, så længe du altid har tre gange så meget sukker som vand.
- Når dit sukkervand er køligt nok, hældes det i glas (brug et glas for hver farve slikkepind, du vil lave). Nu kan du dryppe frugtfarve til glassene og røre rundt. Kom forsigtigt de tørre pinde i glassene. Det er vigtigt, at de sukkerbelagte stænger er helt tørre, før de puttes i glassene. Krystalliseringen har nemlig brug for sukkeret på pindene for at vokse, og hvis sukkeret ikke er helt tørt, vil det blive opløst i vandet. Stængerne må hverken røre bunden eller siderne af glasset, men du kan holde dem i midten af glasset med en tøjklemme, der balancerer ovenpå glasset
- Det er nu tid til at læne sig tilbage og observere glassene! Du kan tjekke slikkepindene hver dag og se, hvordan de udvikler sig over tid. Efter en uge kan du tage dine hjemmelavede slikkepinde ud af glassene og nyde dem. Hvis du vil have en større slikkepind, kan du forlænge eksperimentet og dyrke din slikkepind i endnu flere dage. Når du er klar (eller bare ikke kan vente længere), fjerner du slikstængerne fra glassene og lægger dem på en ren overflade for at tørre.
- Når slikstangen er tør, kan du nyde din hjemmelavede slikkepind!
Her ser du en grafisk illustration af, hvordan du skal stille dit forsøg op:
Perspektivering
For at lave de fleste typer slik starter man altid med at lave en sukkerlage ved at opløse sukker i kogende vand, som efterfølgende kan køles ned. Det er i mange tilfælde nedkølingsprocessen, der er afgørende for, hvilken type slik man ender med.
Hvis du for eksempel vil lave krystalliserings-slikkepinde som i dette forsøg, skal du lade sukkerlagen køle langsomt af over mange dage, indtil der dannes store sukkerkrystaller. Men hvis du vil producere “fudge” (en slags karamel), skal du løbende røre i sukkerlagen efter og under nedkølingen, så de sukkerkrystaller, der dannes, forbliver små. Hvis du i stedet vil lave candyfloss, skal du afkøle sukkerlagen hurtigt, for at undgå at der overhovedet dannes krystaller.
Som du ved, vil vi i det her forsøg meget gerne danne store, flotte sukkerkrystaller på vores stang, så vi kan dyrke vores hjemmelavede slikkepind. Den type sukkerkrystaller kan vokse på to måder:
Nedbør og afdampning
Den første metode kaldes “nedbør” og handler om, at der laves en overmættet opløsning ved først at opvarme en mættet sukkeropløsning (en opløsning, hvori der ikke kan opløses mere sukker ved en bestemt temperatur) og derefter lade den køle af.
En overmættet opløsning er ustabil. Den indeholder nemlig mere opløst stof (i dette tilfælde sukker), end der kan forblive i flydende form. Derfor kommer sukkeret ud af opløsningen og danner det, der kaldes et bundfald.
Den anden metode er fordampning – som tiden går, vil vandet langsomt fordampe fra opløsningen. Når vandet fordamper, bliver opløsningen mere mættet, fordi der er mindre vand til samme mængde sukker.
Sukkermolekyler vil så fortsætte med at komme ud af opløsningen og samle sig på de krystaller, som allerede er på stangen. Sukkerkrystallerne på vores slikkepind vokser molekyle for molekyle. På din færdige slikkepind vil der være omkring en kvadrillion (1.000.000.000.000.000) molekyler knyttet til stangen.
Sådan får vi slikkepinde
En del af det, der tillader de store krystaller at vokse på vores slikkepind, er et grundlæggende kemikoncept, der kaldes Le Chateliers princip.
Det handler om, at når forholdene inde i et system, som er i ligevægt, bliver flyttet, vil systemet reagere i et forsøg på at genoprette ligevægten.
I vores eksperiment fremkalder den faldende temperatur af sukkeropløsningen en såkaldt “krystallisation” af sukkeret. Faldet i sukkerlagens temperatur får nemlig systemet til at danne energi i et forsøg på at få temperaturen op.
Det gør det på den måde, at sukkermolekyler går sammen for at danne krystaller ved kemiske bindinger, og fordi dannelsen af disse bindinger altid frigiver energi, vil flere sukkermolekyler slutte sig fast på krystallen i et forsøg på at øge temperaturen. Og sådan får du en slikkepind!