En helt ny form for forløb
Et innovativt spildesign er den gennemgående røde tråd i dette forløbs 7 uger, som adskiller sig fra alle øvrige forløb i Videnskabsklubben.
I forløbet “Geometri og algoritmer” bliver miniforskerne forvandlet til et internationalt redningshold, som blandt andet skal redde Jorden fra katastrofer som mudderskred, tsunamier og orkaner. Der er både virtuelle elementer og en god gammeldags spilleplade, og opgaverne løses i fællesskab og med en legende og undersøgende tilgang, hvor man prøver sig frem.
Forløbet er udviklet af forskere fra Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet og Institut for Datalogi på Aarhus Universitet. Spillet er udviklet af Copenhagen Game Lab.
Læs meget mere om forløbet i artiklen “Miniforskere redder Jorden med geometri og algoritmer“.
en eftermiddag i matematik- og datalogiforløbet
Velkommen
Miniforskerne bydes velkommen og briefes på dagens mission af deres mentorer. I spillets univers er Jorden i alvorlig fare, og miniforskerne er et forskerindsatshold, som skal rykke ud til katastrofer over hele kloden. I dag går missionen til Nigeria, hvor et netværk af byer har mistet strøm og netforbindelse. Miniforskernes opgave er hurtigst muligt at etablere et backup-netværk mellem byerne. Området har både et stort industrikvarter med livsvigtig produktion samt flere forskningsenheder, så det er vigtigt at finde den mest effektive løsning til at forbinde alle byerne.
Oplæring
I grupper oplæres miniforskerne i de nødvendige færdigheder til opgaveløsningen. I dette tilfælde skal de introduceres til forskellige algoritmer, som lader dem opbygge det mest effektive netværk.
Hovedmission
Miniforskerne benytter de tilegnede færdigheder til at udføre missionen. Konkret arbejder de med landkort, hvor skove, bjerge og floder gør nogle veje mere eller mindre fremkommelige end andre. Byer markeres med knappenåle og forbindes med snor. Det gør det muligt at flytte rundt, tage fejl og prøve igen. Der skal måles afstande og vejenes fremkommelighed skal beregnes. Miniforskerne skal afprøve flere forskellige algoritmer og diskutere den mest nyttige til at løse opgaven mest effektivt.
Pause med snacks
Bonusmissioner
Er miniforskerne færdige med hovedmissionen, er der en række bonusmissioner, de kan løse. Her kommer de samme færdigheder i spil, men de arbejder med andre materialer. Nu skal der i stedet bygges vejnet til byer, hvor mudderskred har ødelagt infrastrukturen, med brug af færrest mulige klodser. Er det stadig den samme algoritme, som er mest effektiv?
Afmelding og debriefing
Alle hold samles om spillepladen og tildeles point, på baggrund af hvor kreative de har været, hvor godt de har løst deres opgaver, og hvor gode de har været til at arbejde sammen. Pointene tildeles blandt andet i form af kast med terninger, som fører dem videre i spillet og forhåbentlig tættere på at redde Jorden!
Tak for i dag!
FN’s Verdensmål
I Videnskabsklubben påtager vi os ansvar for klodens og kommende generationers fremtid. Derfor bakker vi selvfølgelig op om FN’s Verdensmål og forsøger så vidt muligt at tænke dem ind i alle vores aktiviteter. Dette forløb berører følgende Verdensmål:

4.5: Inden 2030 skal ulighed mellem kønnene i uddannelse afskaffes, og der skal sikres lige adgang til alle niveauer af uddannelse og erhvervsundervisning for de mest udsatte, herunder mennesker med handicap, oprindelige folk og børn i sårbare situationer.
4.7: Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.

5.5: Vi skal sikre, at kvinder får lige muligheder og opnår fuld og effektiv deltagelse i lederskab på alle niveauer af beslutningsprocessen i det politiske, økonomiske og offentlige liv.
5.c: Vi skal vedtage og styrke fornuftig politik og lovgivning, der er mulig at håndhæve, for at fremme kønsligestilling og styrke alle kvinder og piger, på alle niveauer.