Bliv miniforsker i Videnskabsklubben

Naturvidenskab for børn, der går i 4.-6. klasse

Hvad kan man gå til?

Videnskabsklubben har samarbejdet med nogle af Danmarks dygtigste forskere, samt lærere og eksperter i naturfaglig formidling, om at udvikle en perlerække af naturvidenskabelige forløb.

Forløbene danner ramme for klubbens aktiviteter rundt omkring i landet, og vi har endnu flere i pipeline.​ Hold musen over “Bliv miniforsker” i topmenuen for at se alle forløbene, eller hop direkte til info om forløbene for børn eller forældre.

Videnskabsklubben forsøger med sine naturvidenskabelige forløb at understøtte børns naturlige nysgerrighed og lyst til at lære. Dels gennem spændende introduktioner til et givent emne, dels gennem aktiviteter, lege og eksperimenter.

Abonner på vores nyhedsbrev for at få direkte besked i din indbakke, når tilmeldingen åbner til august.

Bliv miniforsker

Sagt om Videnskabsklubben

{

Fantastisk forløb og ugens højdepunkt.

– Mor til miniforsker, Roskilde

De sidste syv tirsdage har været de bedste i mit liv!

– Miniforsker, Aarhus

Det var især så motiverende og dejligt at se, hvor glade og engagerede børnene var for at lære hver eneste gang.

– Aja, seniormentor

Alle dem, der melder sig til Videnskabsklubben, er der jo, fordi de gerne vil være der – ikke fordi nogen har sagt til dem, at de skulle.

– Sarah, juniormentor

Videnskabsklubben er en fantastisk idé. Her får skoleelever på egen hånd mulighed for at opleve, hvor fantastisk fordybelse i rigtig videnskab er.

– Peter Lund Madsen, hjerneekspert

Videnskabsklubben er et genialt koncept for store og små, hvor fællesskabet er i højsædet.

- Anja C. Andersen, professor på Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet

Tak for det arbejde, I gør i Videnskabsklubben.

- Johan Olsen, biolog og forsker

Til børn, der går i 4.-6. klasse

Hvis du er typen, der er nysgerrig på verden omkring dig og godt kan lide at lege og eksperimentere, så er Videnskabsklubben noget for dig!

​Videnskabsklubben starter lige efter efterårsferien og varer i 7 uger, hvor du for eksempel kan lære om aber og menneskeabers udvikling eller om bakterier og Jordens allermindste liv, som er så småt, at det kun kan ses under et mikroskop.

Hvis du går i 4. klasse, kan du gå til:
Primatologi 🦴🐒

Hvis du går i 4. eller 5. klasse, kan du gå til:
Arkæologi ⛏️🏺
Biodiversitet 🐛🌱
Kemi 🧪⚗️

Hvis du går i 5. eller 6. klasse, kan du gå til:
Materialefysik 📚🚀
Mikrobiologi 🦠🔬
Geometri og algoritmer 📐🎲

Hvis du melder dig til Videnskabsklubben, kalder vi det at være “miniforsker”, fordi du lærer at stille spørgsmål og undersøge sammenhænge ligesom en rigtig forsker.

Når du er med i Videnskabsklubben, kan du faktisk sige, at du “går til videnskab”, ligesom man kan gå til spejder og fodbold. Det foregår sammen med andre på din egen alder og i din fritid lige efter skole.​

Det er ikke en konkurrence, og det har ikke noget med skolen at gøre. Der er heller ikke nogle lærere. Det er nemlig ældre elever, blandt andet fra gymnasiet, som underviser.

Se en video om Videnskabsklubben nedenfor.

» Hop til info for forældre og en dag i Videnskabsklubben

Til forældre med børn i 4.-6. klasse

​Videnskabsklubben er et fritidstilbud, hvor ældre elever, kaldet mentorer, underviser yngre elever. Undervisningen foregår typisk på det gymnasium, som mentorerne går på. Hvis du har et barn, som går i 4.-6. klasse og er nysgerrig af natur, er der en god chance for, at han eller hun vil elske at være en del af Videnskabsklubben!

Vi kalder det at være “miniforsker”, fordi der er mange delelementer i forløbet, som minder om det rigtige forskerliv. Børnene møder den videnskabelige metode og lærer at tænke kritisk, opstille hypoteser og gå metodisk og undersøgende til værks gennem leg, øvelser og eksperimenter.​

Videnskabsklubbens forløb kører i 7 uger hvert efterår i ugerne 43-49. Man “går til videnskab” én eftermiddag om ugen, og hver undervisningsgang varer halvanden time. Det forventes, at man i udgangspunktet kan komme alle gange.​

» Hop til info for børn, der går i 4.-6. klasse

En dag i Videnskabsklubben

Her kan du se, hvordan en eftermiddag i Videnskabsklubben typisk er opbygget – indholdet kan dog variere meget, alt efter hvilket forløb der er tale om:

  • ​Velkomst
  • Introduktion
  • Aktivitet/eksperiment
  • Noter
  • Pause med snacks
  • Introduktion
  • Aktivitet/eksperiment
  • Refleksion over dagens emne

Forløbene er opbygget med en stigende kompleksitet, så der bygges videre på viden og erfaringer fra tidligere dage.

Alle forløbene er naturvidenskabelige.