Edderkoppeaber og klamme kartofler: Her er mentorernes yndlingsforsøg
Kamilla og Pernille har begge været mentorer i Videnskabsklubben i flere år. I videoen her fortæller de om nogle af de sjoveste forsøg, de har prøvet at lave sammen med miniforskerne fra de mindre klasser.
Man skal være klar på lidt af hvert, hvis man melder sig som mentor i Videnskabsklubben - men det er det hele værd, mener Pernille (tv.) og Kamilla. (Video: Charlotte Price Persson)
Af Charlotte Price Persson
19. juni 2019
Det hele startede for snart 3 år siden, da Kamillas far første gang fortalte hende, at der fandtes en klub, hvor man kunne undervise mindre elever i naturvidenskab. Allerede dengang var hun selv pjattet med naturvidenskab, og hun vidste med det samme, at det var noget for hende.
I efteråret samme år prøvede hun for første gang at være juniormentor, og snart
efter havde hun fortalt så mange sjove ting fra sine klubeftermiddage, at hendes
klassekammerat og veninde Pernille blev overbevist om, at hun også måtte melde
sig.
Kamilla og Pernille har nu været med i Videnskabsklubben i henholdsvis 2 og 3 år.
"Du lærer rigtig mange ting ved at være mentor, selvfølgelig inden for natur-
videnskab, men også i forhold til at undervise og formidle og organisere et forløb.
Du bliver dygtig på mange punkter, selv hvis du ikke har tænkt dig at have noget
med naturvidenskab at gøre i fremtiden," siger Pernille Thinggaard, som sammen
med Kamilla Tind går i 9. klasse på Trongaardsskolen i Lyngby.
"Og så er det bare rigtig fedt," tilføjer Kamilla.
I videoen øverst på siden fortæller Pernille og Kamilla om eksempler på nogle af de
sjoveste (og lidt klamme) forsøg, man laver i Videnskabsklubben.

Videnskabsklubben finder sted hvert år fra uge 43 til 49, begge uger inklusive, på gymnasier i hele landet.
Går du i 8. eller 9. klasse, kan du blive juniormentor i Videnskabsklubben. Går du i gymnasiet, kan du blive seniormentor.
Tilmeldingen for miniforskere (folkeskoleelever fra 4. til 6. klasse) åbner mandag d. 19. august.
FAKTA