Rens farven ud af sodavand

Se vennerne Emilie og Filippa, som var seniormentorer i Videnskabsklubben i efteråret 2020, lave dette forsøg sammen med Maria Jarjis i YouTube-serien 'WTF Science Club'.

I dette forsøg skal vi forsøge at rense farven ud af forskellige væsker – i første omgang almindelig sodavand. Senere skal vi teste, om vi også kan rense farven ud af andre væsker. Vi bruger et almindeligt kaffefilter, som har en masse små huller, hvor væsken kan løbe igennem.

Alle partikler i væsken, der er større end hullerne, bliver fanget, fordi de ikke kan komme igennem. Du kender måske processen fra kaffebrygning, hvor kaffefilteret holder selve kaffegrumset tilbage, men tillader, at smag, duft og væske kommer ned i kaffekanden. Farven i for eksempel sodavand består af farvemolekyler, som er opløst i væsken. De er for små til at blive filtreret fra i et almindeligt kaffefilter, fordi molekylerne er mindre end hullerne og derfor suser lige igennem.

 

Men! Hvis man tilsætter aktivt kul, kan man fange de små farvemolekyler.

 

Aktivt kul er et stof, der har en form, som fanger enkelte, opløste molekyler. Det har et meget stort overfladeareal, som betyder, at det kan bruges som et meget effektivt filter og for eksempel rense gasser og væsker for uønskede stoffer. Det kan derfor også bruges til at fange farvestofferne fra sodavand. Det fanger til gengæld ikke sukkerstoffer og aromastoffer fra sodavanden, hvilket betyder, at den stadig smager og lugter af sodavand – men nu uden farve!

En lidt utilsigtet effekt er, at processen også fjerner brusen fra sodavanden, hvilket gør drikkeoplevelsen lidt ekstra mærkværdig...

Aktivt kul kan købes på apoteket og kan for eksempel bruges, hvis man er kommet til at spise noget giftigt. Hvis man spiser en mundfuld aktivt kul, vil det nemlig nede i maven fange nogle af de giftige molekyler, man har spist. Derefter vil kullet passere igennem tarmsystemet og komme ud i den anden ende, uden at giftstoffet gør skade på kroppen. Smart!

Et af de største problemer i verden i dag er, at rigtig mange mennesker lever uden rent drikkevand. Mange firmaer arbejder på at bruge aktivt kul til rense vandet i u-lande – for eksempel ved hjælp af ”filter-sugerør”, som har indbyggede filtre, der renser vandet direkte, mens man drikker det.

Du skal bruge:  

  • Kaffefiltre (1-2 pr. væske)

  • Aktivt kul (helst i pulverform, men piller kan også gå)

  • 1-2 tragte

  • Glas

  • Sodavand

  • Andre væsker, du vil rense

  • Et uskyldigt, tørstigt offer

Fremgangsmåde

1. Find de væsker, som du gerne vil rense, og stil dem klar på bordet sammen med glas, tragt og kaffefiltre.

 

2. Placer tragten i et glas og pres kaffefiltret helt ned i tragten. Det kan være en fordel at bruge to kaffefiltre og lægge dem oven i hinanden, da det filtrerer væsken endnu bedre og på den måde giver dig et endnu bedre (renere) resultat – til gengæld skal du være indstillet på, at forsøget også tager længere tid på den måde.

 

3. Hvis du har købt aktivt kul på apoteket, er det formentlig som piller i et glas. I så fald skal du nu ”åbne” pillerne en af gangen og samle det aktive kul fra dem i en lille skål – du skal bruge minimum 4 piller pr. forsøg og gerne flere. Har du købt det aktive kul som pulver, skal du bruge omkring 3 teskefulde.

 

4. Nu hælder du det aktive kul op i kaffefiltret og sørger for at få det godt op ad siderne, så det hele ikke samler sig nede i bunden. Derefter tager du din sodavand (eller anden væske) og går lige så stille i gang med at hælde den igennem det aktive kul. Det er vigtigt, at du hælder langsomt, så sodavanden ikke bruser for meget op, og så du ikke rammer ved siden af det aktive kul, som jo er det, der skal rense farven for dig.

 

Tip! Hvis du synes, at det er svært at ramme nøjagtigt, kan du tage en ekstra tragt og bruge den til at hælde væsken op med.

 

5. Efter lidt tid vil du kunne se de første dråber begynde at dryppe ned i glasset under tragten. Og hvis alt er gået, som det skulle, vil væsken nu være helt gennemsigtig! Hvis du kun har brugt ét kaffefilter, kan du opleve, at der kommer en lille smule aktivt kul med ned i væsken. Det er ikke farligt at drikke. Hvis du har hældt for hurtigt eller har ramt ved siden af, vil der måske være en lille smule farve i væsken, men du vil formentlig se en stor farvereduktion uanset hvad.

 

6. Nu har du prøvet at rense farven ud af en sodavand! Og er klar til at prøve dig frem med andre væsker, hvis du har lyst… Vær opmærksom på, at væsken skal være baseret på vand (mælk virker ikke), og at væsker med lavt sukkerindhold fungerer bedre end væsker med meget sukker. En light-sodavand er altså bedre end en almindelig sodavand. Derudover er det vist kun fantasien, der sætter grænser!

tip!

 

Hvis du har aktivt kul tilovers, når forsøget er færdigt, kan du bruge det, næste gang du skal bage. Det smager ikke af noget, men giver dine boller og brød en sjov, mørk farve.

 

Du skal bruge cirka én teskefuld aktivt kul pr. 1.000 gram mel.