I Videnskabsklubben forsvandt Cornelius’ følelse af at være alene

FRA MINIFORSKER TIL MENTOR: Som barn følte Cornelius sig alene om kærligheden til videnskaben, men det ændrede sig, da han kom med i Videnskabsklubben. I dag er han selv mentor.

Hvorfor meldte du dig oprindeligt til at være mentor?
Jeg meldte mig til at være seniormentor i Videnskabsklubben, fordi jeg elsker at undervise og lære fra mig.

Jeg har også selv været miniforsker og ved derfor, hvilken kæmpe forskel Videnskabsklubben kan gøre for et barn, der elsker videnskab og har videbegær.

Hvordan vil du beskrive din oplevelse af at være mentor i Videnskabsklubben?
Det er meget sjovt at være mentor. En gang imellem støder man på nogle børn, der har utroligt svære spørgsmål. Spørgsmål, hvor jeg selv bliver nysgerrig og slår det op sammen med dem.

Det at være mentor hjælper mig med at blive klogere, for selvom jeg er “læreren”, lærer jeg stadig af børnenes nysgerrighed.

Hvad har været det bedste ved at være mentor?
Det bedste ved at være mentor er følelsen af at lære fra sig og vide, at man gør nogen klogere.

Jeg elsker også tanken om, at jeg får lov til at tilfredsstille et barns videbegær inden for et emne, ligesom jeg selv fik den gave, da jeg var miniforsker.

Hvordan har det været at møde og undervise miniforskerne?
Første gang, man møder miniforskerne, er de meget generte og stiller ikke så mange spørgsmål. De ændrer sig til gengæld fuldstændig allerede ved andendagen.

Her er alle børnene blevet bekendte med hinanden, og jeg får indtryk af, at de bliver mere trygge i Videnskabsklubben.

At de har det godt i klubben og stiller spørgsmål, gør det så meget sjovere at være mentor, fordi man kan mærke, at alle er glade for at deltage og være der.

Hvilken videnskabsgren interesserer du dig mest for?
Jeg interesserer mig bestemt mest for bioteknologi. Dog er jeg også rigtig glad for biokemi.

Hvordan opstod din interesse for denne gren af videnskaben?
Jeg har altid været nysgerrig på, hvordan verden fungerer. I indskolingen var det generel videnskab som matematik og naturteknologi.

Da jeg så kom op på mellemtrinnet, fangede det med dyrene, og hvordan de består af bittesmå celler, mig helt vildt.

Jeg lærte, hvordan cellerne bestod af endnu mindre dele, og at alt liv var kodet af noget, der hed DNA. Jeg synes stadig, det er utroligt, at alt liv bestemmes ud fra en simpel række af molekyler.

Ved du, hvad du vil læse efter gymnasiet?
På et tidspunkt var der ingen tvivl om, at jeg ville studere molekylær biologi, men jeg er i gymnasiet blevet lidt i tvivl.

Det er bestemt stadig det mikrobiologiske, jeg vil studere, men jeg ved ikke, hvilken specifik titel der står på uddannelsen, eller om det i stedet kunne være biomedicin.

I den sammenhæng vil jeg nok gerne være forsker, men det må tiden vise.

Du har selv gået i Videnskabsklubben som miniforsker. Hvorfor meldte du dig?
Det var min far, der havde hørt om det og foreslog, at jeg kom med.

Vi boede i Helsingør, og det nærmeste sted jeg kunne være med var på Vibenshus gymnasium. Så vi kørte derind hver tirsdag.

Hvad var din oplevelse af at gå i Videnskabsklubben dengang?
Det var det fedeste at lære noget, som jeg syntes var megaspændende, og som var sværere end det i skolen.

Derudover var jeg ikke alene om at synes, at noget var spændende og sejt.

At gå fra at blive miniforsker til mentor gør, at jeg har lært en masse nye ting, som kun gjorde min interesse for mikrobiologi større.

Hvad vil du gerne give videre til andre, som er nysgerrige på videnskab, men som ikke helt tror på, at de kan finde ud af det?

Hvis der er noget, der interesserer dig, så er du 100 procent god nok til det og kan finde ud af det. For hvis der er noget, der interesserer dig, har du en motivation for at blive bedre til det.

Selvom du måske ikke tror på, at du kan, så kan du godt – så længe du finder det interessant.

Har du nogle eksempler på sjove situationer som mentor eller miniforsker?
Jeg kan huske, at jeg var på mikrobiologiholdet i 5. klasse. Vi havde lavet sauerkraut gangen før og skulle nu se, hvordan kålen havde ændret sig. Jeg havde mit eget glas og tænkte på, hvordan det mon lugtede.

Så jeg skruer låget af, i samme øjeblik som mentorerne siger, at vi skal lade låget blive på. Der kommer det klassiske *klik*, fra når man åbner et glas syltetøj.

Der bliver helt stille i tre sekunder, før jeg kan lugte det og med det samme får brækrefleks. Jeg løber, meget overdramatisk, hen til vinduet og åbner det, stikker mit hoved så langt ud, jeg overhovedet kan, uden at falde ud og gisper efter vejret, samtidig med jeg prøver på ikke at brække mig.

Alle de andre synes, det var vildt morsomt, at jeg overreagerede sådan på lugten – specielt en af de andre miniforskere, som havde en lillebror, han skiftede ble på, og som derfor ikke fandt lugten særligt slem.

Derudover oplevede jeg noget fedt i tirsdags. Primatologiholdet på min skole havde kun  to mentorer på deres hold. Jeg blev derfor spurgt, om ikke jeg kunne hjælpe dem, da vi på mit hold er seks mentorer.

De skulle have undervisning om DNA. Det lå jo lige til mit højreben, siden jeg går på biotek/mat-studieretningen. Vi skulle lave et forsøg, hvor vi skulle få banan-DNA ud af en banan ved hjælp af hverdagskemikalier som sæbe og håndsprit.

Da vi var færdige, kom alle miniforskerne op med deres bægerglas med DNA og lod ikke til at være så imponeret, men mere frastødt af DNA’s udseende. Dog var der én miniforsker, som syntes, det var vildt sejt.

Det gjorde mig SÅ glad, at jeg ikke var den eneste, der synes, at DNA er cool, men også at forsøget har gjort et sådan indtryk på miniforskeren, at personen turde vise sin begejstring for det. Det er øjeblikke som det, der gør det ekstra fedt at være mentor.

Hvordan har det været at være med i Videnskabsklubben, i forhold til hvad du forventede? Er det noget du vil anbefale andre at gøre?
Jeg vil klart anbefale at blive miniforsker, hvis man interesserer sig for videnskab, og man skal selvfølgelig ikke deltage, hvis man ikke vil. Jeg vil mene, at det nok er en af de sjoveste og bedste måder at tilfredsstille sit videbegær på.

Dengang jeg var miniforsker, var jeg den eneste i min folkeskoleklasse, der syntes, at videnskab var sjovt. Jeg var også den eneste i min familie, der syntes, at videnskab var sjovt, så jeg følte, at jeg var lidt alene om glæden ved videnskab.

Det kan føles, som om man er alene om sin entusiasme for videnskab, men når man er med i klubben, forsvinder de følelser fuldstændigt. Alle er der for at lære, og fordi de også synes, at videnskab er sjovt, bliver man en del af et fællesskab, der værdsætter det sjove i videnskaben.

Derfor vil jeg klart anbefale, at man er med i Videnskabsklubben, uanset om man vil være miniforsker, juniormentor eller seniormentor. Det kan altid betale sig.

LÆS OGSÅ: Mathilde vil gøre en forskel for nysgerrige børn

LÆS OGSÅ: Sophus bygger vindmøller i sin fritid og drømmer om at blive ingeniør

LÆS OGSÅ: Andrea vil give børn en livslang kærlighed til naturvidenskab