Der er ikke en rigtig eller forkert måde at være nysgerrig på – bare du er det, lyder budskabet fra Gudvar, som har været mentor i Videnskabsklubben flere gange.

Seniormentor

For Gudvar, som har været seniormentor i både mikrobiologi og materialefysik, var fællesskabet i Videnskabsklubben det bedste. (Privatfoto)

“Jeg synes, at børn er skønne at arbejde med. De har en helt anden slags fantasi end os voksne,” fortæller Gudvar, der har været mentor i Videnskabsklubben to gange på Nykøbing Katedralskole.

Gudvar beskriver opgaven som sjov og meningsfuld. Især fordi børnene ikke nødvendigvis tænker som voksne.

“Børn har ikke rigtig forstået, hvordan alting hænger sammen endnu. Så de laver deres egne sammenhænge. Og det er bare mega sjovt at høre på.”

LÆS OGSÅ: “Videnskabsklubben lærte mig at undervise på børns præmisser”

“Man kan rent faktisk gøre en forskel for de her børn”

Gudvar kom ind i mentorrollen, fordi en lærer på hans gymnasium spurgte, om han ikke ville hjælpe med at undervise børn.

Det sagde han ja til – og endte i mikrobiologi-forløbet, som han syntes fungerede godt til målgruppen af børn i 5.-6. klasse.

“Jeg synes, mikrobiologi er håndgribeligt for børn at forstå. Og jeg kan godt lide det og har en god forståelse for det, så jeg var tryg ved at skulle videreformidle det.”

Han fortæller, at noget af det mest tilfredsstillende ved at undervise miniforskerne er at kunne se deres udvikling.

“Når vi har undervist i 6-7 uger, kan man godt se, at der faktisk har været en udvikling hos børnene. Det, synes jeg, er super vigtigt: At man rent faktisk kan gøre en forskel for de her børn.”

LÆS OGSÅ: Lukas: Naturvidenskab handler ikke om at kunne finde ud af det, men om at være nysgerrig

Men han lægger heller ikke skjul på, at det kan være lidt hårdt. Især i de øjeblikke, hvor energien er lav og børnene er… lidt meget børn.

“Nogle gange kiggede vi bare på hinanden og sagde: ‘Børn er dumme og grimme’. Det var bare et behov, vi havde engang imellem – ikke noget, børnene hørte! Det var bare en del af vores fælles evalueringer, hvis vi havde haft en hård dag. Fællesskabet med de andre seniormentorer har været noget af det bedste ved Videnskabsklubben.”

LÆS OGSÅ: Dona brugte sit frivillig-diplom til at søge om statsborgerskab

Videnskab, nysgerrighed og fermenteret fiskesauce

Gudvars passion for videnskab spænder vidt, fra bioteknologi til oldtidskundskab.

“Videnskab er vores kærlighedsbrev til livet. Det er en måde for os mennesker at sige: Vi er interesserede i, hvad der foregår omkring os,” siger han.

Han drømmer om at blive professor – og er lige nu i tvivl, om han skal gå i en naturvidenskabelig eller humanistisk retning. I sin SRP forenede han begge områder, da han skrev om garum, en fermenteret fiskesauce fra Det Romerske Imperium. Her kombinerede han fagene bioteknologi og oldtidskundskab.

“I bioteknologi kiggede jeg på metoder, man bruger til at udvinde DNA i arkæologiske fund, og i oldtidskundskab kiggede jeg på, hvilken værdi mad har haft i det romerske samfund. Det var super interessant,” siger han.

LÆS OGSÅ: Seniormentor Sabika: Jeg ville ønske, at jeg selv havde gået til videnskab som barn

“Der er ikke én rigtig måde at være nysgerrig på”

Hvis Gudvar skal give et råd til andre, der overvejer at dykke ned i videnskab, er budskabet klart:

“Hvis man tror, at man skal være klog, så tager man fucking fejl. Der er ikke en rigtig eller forkert måde at være nysgerrig på – og det, at du overhovedet er nysgerrig, er den største gevinst.”

Han peger på, at der altid findes nogen, der gerne vil hjælpe og undervise – og at næsten alle har mødt mindst én god lærer, der har gjort dem mere nysgerrige.

“Hele årsagen til, at dansk samfund kører så godt, som det gør, er fordi vi har en hel masse nysgerrige individer, der gerne vil undervise og gerne vil lære noget. Og hvis du er nysgerrig – så er der altid nogen, der gerne vil hjælpe med at nære den her nysgerrighed.”

LÆS OGSÅ: 9 ud af 10 vil anbefale andre at melde sig som frivillig i Videnskabsklubben

Vil du også være seniormentor?

Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben åbner igen til foråret 2025. Læs mere her.

Portrætserie: Mød en mentor

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et videnskabeligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de mentorer, som underviser frivilligt i Videnskabsklubben, og som er grundlaget for Videnskabsklubbens eksistens. Hvad har de fået ud af at være med i Videnskabsklubben? Hvad synes de var sjovest? Hvad har de taget med sig videre?

Læs flere portrætter