Med 847.000 kr. i støtte fra Nordea–fonden er Videnskabsklubben klar til at klæde unge frivillige bedre på til at skabe trygge læringsfællesskaber for børn.

I Videnskabsklubben er det frivillige udskolings- og gymnasieelever, der underviser yngre børn i videnskab efter skole. Med støtte fra Nordea-fonden kan de unge nu blive klædt endnu bedre på til opgaven. (Foto: Janus Moos)
Hvert år engagerer hundredvis af unge sig frivilligt i at undervise nysgerrige børn i videnskab efter skole, og vi er taknemmelige for hver eneste én.
Derfor er det fantastisk, at vi nu kan løfte sløret for en flot ny bevilling fra Nordea-fonden, som skal styrke oplæringen og træningen af vores frivillige.
Med 847.000 kroner i ryggen bliver det muligt at klæde de unge på med endnu mere støtte og flere pædagogiske greb og værktøjer – noget, de unge selv har efterspurgt.
”Med den her støtte får endnu flere unge troen på, at de kan stå på egne ben, tage ansvar og bygge fællesskaber. Det er vigtige kompetencer, de kan tage med sig resten af livet og videre ud i resten af civilsamfundet,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard, direktør i Videnskabsklubben.
LÆS OGSÅ: 9 ud af 10 vil anbefale andre at melde sig som frivillig i Videnskabsklubben
Unge frivillige efterspørger flere værktøjer
I Videnskabsklubben er det unge gymnasieelever, som står alene med ansvaret for undervisningen af en gruppe folkeskolebørn i alderen 9-12 år hvert efterår.
Støtten fra Nordea-fonden skal sikre, at de unge frivillige får endnu stærkere pædagogiske greb og større selvtillid i rollen som undervisere og rollemodeller.
Selvom de unge allerede modtager en grundig introduktion og oplæring i at være frivillig underviser og giver udtryk for at føle sig godt klædt på til rollen, er der nemlig også en del, der efterspørger yderligere værktøjer og greb til at skabe trygge og inkluderende læringsrum.
”De unge er virkelig passionerede og kan skabe stærke fællesskaber, når de får lov at tage ansvar og bliver klædt godt på til opgaven. Med støtten fra Nordea-fonden giver vi vores unge frivillige endnu bedre værktøjer og en større tro på egne evner, både i Videnskabsklubben og i andre fællesskaber, de måtte engagere sig i senere,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard.
LÆS OGSÅ: Rekordmange gengangere blandt frivillige mentorer
Inspirerer flere unge til at blive frivillige
Som en del af initiativet udvikler Videnskabsklubben en digital håndbog med lettilgængelige værktøjer og metoder til at gribe det frivillige arbejde an, især med fokus på konkrete, pædagogiske greb til undervisning af børn.
Håndbogen skal fungere som et opslagsværk og vil blive udviklet i tæt samarbejde med nuværende og tidligere frivillige.
Desuden bliver oplæringen af de frivillige styrket gennem en konkret workshop om pædagogisk praksis på Videnskabsklubbens årlige oplæringsdag.
LÆS OGSÅ: Videnskabsklubben giver børn en følelse af fællesskab
Sidst, men ikke mindst, laver Videnskabsklubben en film, hvor tidligere frivillige deler deres erfaringer og motivation for at melde sig som mentor. Filmens formål bliver at inspirere endnu flere unge til at blive frivillige, både i Videnskabsklubben og i andre foreninger, hvor unge underviser børn.
Forløb og materialer udvikles i tæt samarbejde med nuværende og tidligere frivillige, og alt vil blive stillet frit til rådighed for andre foreninger, så endnu flere unge kan få glæde af erfaringerne.
På den måde støtter bevillingen både op om de eksisterende frivillige og gør det samtidig endnu mere attraktivt at være frivillig generelt.
LÆS OGSÅ: Gabriele: “Jeg håber, at jeg har inspireret børnene”
LÆS OGSÅ: “Videnskabsklubben lærte mig at undervise på børns præmisser”
Fakta
Hvert år engagerer Videnskabsklubben mange hundrede frivillige – alene i 2025 underviser ca. 700 unge frivilligt børn i videnskab efter skole.
Tidligere evalueringer viser allerede en stærk udvikling blandt de unge frivillige:
- 96% føler, at de gør en forskel
- 92% bliver bedre til at formidle
- 85% bliver bedre til at tage ansvar
- 73% oplever større selvtillid
Fakta
4 ud af 10 danskere engagerer sig som frivillige, og de fleste bliver involveret i frivilligt arbejde på et tidspunkt i deres liv.
Det gælder også de unge, der i de nyeste frivillighedsundersøgelser fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser en signifikant stigning i interessen for at udføre frivilligt arbejde.