FRA MINIFORSKER TIL MENTOR: Det efterlod et dybt indtryk hos Sebastian at deltage i Videnskabsklubben som barn. Han var derfor ikke i tvivl, da han fik mulighed for selv at blive mentor.

Videnskabsklubben Sebastian

Efter selv at have været miniforsker er Sebastian nu vendt tilbage til Videnskabsklubben for at inspirere den næste generation. (Privatfoto)

Mange barndomsminder er flygtige glimt af leg og læring.

Men for 17-årige Sebastian, der nu går i 2.g på Tradium HTX, var minderne fra Videnskabsklubben så stærke, at de kaldte ham tilbage – ikke som deltager, men som mentor for en ny generation af nysgerrige miniforskere.

Der er gået en håndfuld år, siden Sebastian selv blev en del af Videnskabsklubbens fællesskab som miniforsker i biodiversitet. En enkelt sæson var nok til at efterlade et dybt indtryk.

“Jeg lærte endnu mere og forstod, hvordan tingene fungerer. Så det var det helt perfekte tilbud,” fortæller Sebastian. Fascinationen ved at udforske og lære om naturvidenskab hang ved, selvom der gik mange år, før han igen fik direkte kontakt med klubben.

LÆS OGSÅ: “Videnskabsklubben lærte mig at undervise på børns præmisser”

Videnskabsklubben var noget, Sebastian havde savnet

Selvom der i dag er gået en del år, stod minderne fra Videnskabsklubben stadig fuldstændig klart hos Sebastian, da hans studievejleder på gymnasiet pludselig fortalte dem, at de havde mulighed for at blive mentorer.

“Jeg hørte om tilbuddet, og min første tanke var, at så snart vi får pause, skal jeg skrive til hende, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at deltage.”

Det var mere end bare et tilbud om en god erfaring til CV’et. Det var en genkendelse.

“Jeg begyndte næsten at få flashbacks. Videnskabsklubben er virkelig noget, jeg husker, og som jeg har savnet. Det var et virkelig lykkeligt fællesskab,” siger Sebastian.

Gensynet med det positive fællesskab og den engagerende måde at lære på var en stærk drivkraft.

LÆS OGSÅ: Dona brugte sit frivillig-diplom til at søge om statsborgerskab

“Jeg vil gerne videregive så meget, jeg overhovedet kan”

Som seniormentor i efteråret 2024 har Sebastians egen begejstring for videnskab fået en ny dimension: glæden ved at formidle den.

“Jeg kunne stå og give viden, som jeg rent faktisk interesserer mig for, videre til andre. Det er også en af de ting, der har gjort, at jeg er kommet tilbage,” siger han.

Sebastians ambition rækker dog videre end blot at dele sin egen viden. Han ønsker at give miniforskerne et endnu stærkere fundament. “Jeg vil gerne have, de skal vide noget af det samme, som jeg gør, hvis ikke endda mere. Jeg vil gerne videregive så meget, jeg overhovedet kan,” siger han.

Det er netop i den kontakt, som findes mellem mentorer og miniforskere, at Sebastian trives og finder motivation. Og skulle der være en ledig plads til ham som mentor i 3.g, vender han helt sikkert tilbage, lyder den afsluttende kommentar fra den engagerede mentor.

Vil du også være seniormentor?

Tilmeldingen til at blive seniormentor i Videnskabsklubben åbner igen til foråret 2025. Læs mere her.

Portrætserie: Mød en mentor

Videnskabsklubben handler om at skabe fællesskaber for børn og unge – med et videnskabeligt fokus og med vægt på tryghed, nysgerrighed og tillid.

I denne portrætserie møder du en række af de mentorer, som underviser frivilligt i Videnskabsklubben, og som er grundlaget for Videnskabsklubbens eksistens. Hvad har de fået ud af at være med i Videnskabsklubben? Hvad synes de var sjovest? Hvad har de taget med sig videre?

Læs flere portrætter