En flot bevilling fra Villum Fonden gør det muligt for Videnskabsklubben at udvide sit tilbud: Fra efteråret 2026 kan børn og unge i 6.-7. klasse gå til ingeniørvidenskab i fritiden. 

Engineering i fritiden

Videnskabsklubbens tilbud er vokset eksplosivt de senere år og udvides nu også med forløb i ingeniørvidenskab for at ramme endnu bredere. (Foto: Engineer the Future)

Fra efteråret 2026 bliver det for første gang muligt for børn og unge at gå til ingeniørvidenskab, også kendt som engineering, i fritiden. Engineering i fritiden

Konkret betyder det, at elever i 6. og 7. klasse for eksempel kan lege med fusionsenergi, IT-sikkerhed og præcisionsfermentering i 65 klubber landet over. Engineering i fritiden

De nye forløb bliver til i samarbejde med førende forskere og Engineer the Future, der arbejder med at udvikle undervisningsforløb inden for engineering til folkeskoler og gymnasier.

Videnskabsklubben udbyder forløbet som en del af vores landsdækkende fritidstilbud, og det nye tilbud bliver til takket være en generøs bevilling på 4,7 millioner kroner fra Villum Fonden.

LÆS OGSÅ: Unge Forskere-vinder: Videnskabsklubben var mit første science-fællesskab

Engineering i fritiden løser virkelige problemer

Videnskabsklubbens engineering-forløb er ét af 10 projekter, der netop har fået penge fra Villum Fonden som en del af puljen “Science i fritiden”. Alle projekterne har det til fælles, at de stræber efter at gøre science til en naturlig del af børns og unges fritid. 

I engineering-forløbet får børnene blandt andet mulighed for at prøve kræfter med præcisionsfermentering, som er en metode, hvor mikroorganismer programmeres til at producere specifikke ingredienser, som f.eks. mælk uden køer eller æggehvide uden høns – altså en bæredygtig metode til fødevareproduktion. 

”Når børn arbejder med fusionsenergi eller fremtidens fødevarer gennem engineering design-processen, oplever de, hvordan naturvidenskab og teknologi kan bruges til at løse virkelige problemer,” lyder det fra Sarah Kirkegaard Verver, som er projektleder i Videnskabsklubben. 

“Det giver en forståelse for den videnskabelige metode, samtidig med at det styrker deres nysgerrighed, selvtillid og lyst til at lære mere, fordi de kan se, at deres idéer faktisk kan gøre en forskel,” tilføjer hun. 

LÆS OGSÅ: Marie gik til fysik: “Når jeg siger atomer, så ved de andre allerede, hvad det er”

Engagerende fællesskaber og rollemodeller giver “mod på mere”

Det er frivillige gymnasieelever, der styrer undervisningen i Videnskabsklubben, og som hjælper børnene med at eksperimentere, bygge og udvikle teknologiske løsninger gennem ”engineering”, som er den designproces eller metode, rigtige ingeniører arbejder efter. 

LÆS OGSÅ: 17-årige Silje: “Det gjorde indtryk på mig at se miniforskernes begejstring”

Med bevillingerne til Videnskabsklubben og de 9 andre projekter vil Villum Fonden give flere børn og unge mulighed for at opleve science-aktiviteter i uformelle fritidsmiljøer, hvor det bliver tydeligt, at science er vedkommende, interessant og en mulig levevej.  

“Vi vil gerne give børn og unge mulighed for at opleve, hvordan naturvidenskab og teknologi kan være både spændende og meningsfuldt – ikke kun i skolen, men også i deres fritid. Det kræver engagerende fællesskaber, rollemodeller og aktiviteter, der vækker nysgerrighed og mod på mere,” lyder det fra Ole Laursen, der er uddelingschef i Villum Fonden, i en pressemeddelelse. 

LÆS OGSÅ: Læringsforsker: Derfor rammer Videnskabsklubben helt rigtigt

Fondens bevillinger skal ikke kun skabe spændende fritidstilbud her og nu. De skal ruste børn og unge til at forstå og engagere sig i den verden, de vokser op i, så de kan tage stilling til de mange teknologiske og naturvidenskabelige dilemmaer, der er knyttet til samfundets fremtidige indretning. 

“I Villum Fonden vil vi styrke børn og unges naturfaglige selvtillid og nysgerrighed. Naturvidenskab og teknologi former vores samfund og verden i hastigt tempo, og hvis kommende generationer skal kunne navigere og tage kvalificeret stilling, må vi give dem mulighed for at forstå, udforske og forholde sig kritisk til den udvikling. Og så er det bare vildt, sjovt og spændende at undersøge og opdage verden gennem naturvidenskaben,” siger Ole Laursen. 

Læs mere om projekterne her.

Fakta

Villum Fonden har bevilliget 25 millioner kroner til i alt 10 projekter fordelt over hele landet. 

Projekterne skal give flere børn og unge adgang til inspirerende science-aktiviteter i fritiden.  

Flere tusinde børn og unge forventes at deltage i de nye forløb. 

Målgruppen for aktiviteterne er børn og unge mellem 7 og 20 år. 

Fonden har støttet science i fritiden i 2019, 2020, 2022 og nu også i 2025.