Der gik 3 minutter, fra tilmeldingen åbnede, til det første hold var fyldt. Videnskabsklubben er overvældet over den massive interesse og efterspørgsel, der har været på efterårets hold.

Massiv interesse for videnskabsklubben

Videnskabsklubben har i 2019 udvidet samarbejdet fra 8 til 14 byer. Alligevel har det ikke været muligt fuldt ud at imødekomme efterspørgslen på efterårets hold. (Foto: Lars Svankjær)

End ikke i vores vildeste fantasi havde vi her i Videnskabsklubben kunnet forestille os, hvor massiv efterspørgslen på efterårets hold ville blive. Mandag d. 19. august kl. 9 åbnede vi for tilmeldingen til miniforskere og juniormentorer, og efter 3 minutter var de første hold i Lyngby fuldt bookede, mens det samme efter et kvarter gjorde sig gældende for flere hold i Aarhus, Gentofte og Roskilde.

Der gik da heller ikke lang tid, før vi havde de første frustrerede forældre i røret,
som ikke forstod, hvorfor de ikke kunne tilmelde deres børn, selvom de havde siddet klar ved computeren lidt over 9.
I dag, fire dage senere, er de fleste hold helt fyldt op, og der er lange ventelister flere steder.

Mange bakker op om Videnskabsklubben
Til trods for, at vi i år har udvidet samarbejdet fra 8 til 14 byer, har vi altså på ingen måde kunnet møde behovet. Telefoner og indbakker har været rødglødende, og vi har stået på hænder for at imødekomme alle henvendelser og få oprettet ventelister hurtigst muligt.

Det er vi på én gang utroligt glade og utroligt kede af. Glade, fordi det viser, at Videnskabsklubben rammer rigtigt, og at der er mange rundt omkring i hele landet, som bakker op om vores sag.

Mange, der ligesom os synes, at det er vigtigt, at naturvidenskab og forskningsforståelse bliver en helt naturlig del af børn og unges almene dannelse, og at børn fra alle sociale lag får selvtillid til at kaste sig ud i naturvidenskaben med oprejst pande og på egen hånd. Og, ikke mindst, mange børn som har lyst til at bruge deres fritid på at lege med Videnskabsklubben.

Men selvfølgelig er vi også kede af det, fordi vi ikke kan udbyde hold og pladser til alle. Vi siger i øjeblikket dagligt nej til mange børn og forældre, og det er ikke særlig sjovt, når man nu er sat i verden for at give flest mulige adgang til videnskabens forunderlige verden.

Derfor kan vi ikke bare oprette flere hold.
Så hvorfor opretter vi ikke bare flere hold i de byer, der i nogle tilfælde blev overtegnede i løbet af minutter? Det har mange forældre, ganske naturligt, spurgt os om de seneste dage. Svaret er tvedelt:

Den absolut mest tungtvejende grund er desværre noget så kedeligt som økonomi.

Vi er en non profit-organisation, der udelukkende lever af de penge, vi får fra fonde, herunder Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden.
Det koster penge at indkøbe materialer til afholdelse af klubber, det koster penge at afholde arrangementer som eksempelvis afslutningskonferencer for miniforskere og mentorer, det koster penge at udvikle nye programmer, og det koster penge at køre klubbens sekretariat.

Videnskabsklubben er dybt afhængig af frivillige
En anden grund er logistik. Videnskabsklubben bygger i rigtig mange led på frivillighed, og vi er i vid udstrækning afhængige af, at der er rigtig mange mennesker, der gider bruge rigtig meget af deres tid på at hjælpe os med at få klubben til at køre rundt.

To af de vigtigste led i den henseende er lærerne og vores mentorer. År efter år er der snesevis af lærere, der bruger time efter time på at udbrede kendskabet til Videnskabsklubben, på at agere kontaktpersoner for os og på at hjælpe os med at rekruttere gymnasieelever til efterårets forløb. De får ikke noget for deres indsats.

Og år efter år er der gymnasieelever og elever fra udskolingen, som vælger at bruge deres sparsomme fritid på at planlægge og gennemføre undervisningen i Videnskabsklubben. Ganske frivilligt. Vi kan derfor ikke ”bare” trylle flere mentorer frem til at køre alle de hold, vi kunne drømme om. Det kræver benarbejde, og det kræver en stor indsats af utroligt mange mennesker. Vi bruger hele året, frem til tilmeldingen åbner, på at få styr på alle de frivillige, så vi ved, hvor mange hold vi kan udbyde til efteråret.

Succes er et ansvar, vi tager alvorligt
Det korte af det lange er, at Videnskabsklubbens succes vokser med uanet hast, og selvom det giver os udfordringer, ser vi det også som en kæmpe gave. Samtidig er vi meget bevidste om det ansvar, der følger med.

Vi er så utroligt taknemmelige for al den opbakning, vi mærker alle steder fra, og vi er nu – mere end nogensinde – topmotiverede for at få Videnskabsklubben endnu længere ud. Til så mange byer og skoler, vi overhovedet kan komme i nærheden af, og til så mange børn, som vi overhovedet kan skaffe plads til.

Det er vores fornemmeste mission at udbrede begejstringen for naturvidenskab til børn og unge i hele landet. Den mission kommer vi fortsat til at arbejde benhårdt på at opfylde, og den er med de seneste dages in mente kun blevet endnu mere udtalt i vores bevidsthed.

Så tak for opbakningen. Tak for tiltroen. Og tak, fordi der er så mange, der hjælper med at udbrede kendskabet til Videnskabsklubben. Vi lover at gøre vores absolut bedste for at leve op til det hele!