Job i Videnskabsklubben

Kommunikationskonsulent med ansvar for strategisk kommunikation og PR til Videnskabsklubben
Vil du sætte retning for kommunikationen i en organisation, der hvert år skaber meningsfulde fællesskaber og inspirerer tusindvis af børn og unge til at udforske og engagere sig i videnskab?
Hos Videnskabsklubben gør vi videnskab levende som fritidsaktivitet for børn og unge.
Vi søger en erfaren og selvstændig kommunikationsprofil, der kan løfte vores kommunikationsindsats yderligere, styrke vores fortælling, sikre gennemslagskraft og gøre vores arbejde endnu mere synligt for børn, unge, forældre, samarbejdspartnere og beslutningstagere.
Videnskabsklubben er i en ambitiøs vækstfase med klubber i størstedelen af landets kommuner, og de kommende år udvider vi vores aktiviteter markant. I løbet af 2026 implementerer vi en ny visuel identitet og styrker vores samlede positionering, så vi kan nå bredere målgrupper og tydeliggøre vores udvidede faglige portefølje.
Kommunikationsindsatsen spiller en central rolle i denne udvikling og skal være med til at samle fortællingen om Videnskabsklubben og understøtte vores videre skalering.
Du får mulighed for at kombinere strategisk ansvar med konkret eksekvering, tage ejerskab over kommunikationsindsatser og være med til at forme, hvordan Videnskabsklubben kommunikerer – både nationalt og internationalt. Det er en rolle for dig, som brænder for formål, der gør en reel forskel, og som vil omsætte passion til synlig effekt.
Stillingen indebærer tæt samarbejde med Videnskabsklubbens ledelse, og du får en central rolle med betydelig indflydelse på både prioriteringer, indsatser og den fremtidige udvikling af vores kommunikation.
Du kan samtidig formulere en skarp pressemeddelelse, skrive et debatindlæg med kant og bidrage til udarbejdelsen af årsskrift og fondsansøgninger med sikker sproglig og redaktionel kvalitet.
Hvad skal du lave?
Som kommunikationskonsulent med ansvar for strategisk kommunikation og PR får du et bredt ansvarsområde, der spænder fra strategisk udvikling og rådgivning til produktion.
Du kommer blandt andet til at:
- have ansvar for pressearbejde, herunder udarbejdelse og udsendelse af pressemeddelelser, samt opbygning og vedligeholdelse af relationer til medier.
- udarbejde kommunikationsmateriale målrettet flere målgrupper, herunder gymnasier og uddannelsesinstitutioner, unge frivillige gymnasieelever, børnefamilier m.fl.
- bidrage til Videnskabsklubbens strategiske og politiske kommunikationsarbejde og positionering.
- understøtte internationalt samarbejde gennem klar og professionel formidling.
- udvikle strategi- og fondsmateriale i samarbejde med ledelsen.
- bidrage aktivt til udvikling, prioritering og eksekvering af Videnskabsklubbens kommunikationsstrategi.
- bistå med bestyrelsesbetjening og materiale til bestyrelsesmøder.
- fungere som sparringspartner for dine kommunikationskollegaer, som bl.a. sidder med SoMe, web, grafik osv., samt med dine øvrige kolleger i forbindelse med formidling af projekter og partnerskaber.
- deltage i Videnskabsklubbens overordnede strategiske arbejde.
- udarbejde klare, engagerende og målgruppetilpassede tekster til hjemmeside, nyhedsbreve, LinkedIn og øvrige kanaler, samt generelt sikre en stærk og sammenhængende formidling fra Videnskabsklubben i den offentlige debat.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er en erfaren kommunikationsprofil, der trives med ansvar og kan navigere sikkert mellem strategisk overblik og operationel eksekvering.
Du har et stærkt fagligt ståsted og kan omsætte komplekse budskaber til kommunikation, der engagerer både børn, unge, forældre, samarbejdspartnere og beslutningstagere.
Derudover ser vi gerne, at du:
- har en relevant videregående uddannelse inden for kommunikation, journalistik, eller lignende
- har solid erfaring med contentproduktion og digitale kanaler
- har flair for pressearbejde og kan skabe relationer til medier
- arbejder selvstændigt, struktureret og har erfaring med projektledelse
- har lyst til at være en del af en mindre organisation, hvor du får stor indflydelse og selv er med til at forme rollen
- er en teamplayer, der indgår naturligt i Videnskabsklubben teams-baserede organisation.
Hvad tilbyder vi?
Hos Videnskabsklubben bliver du en del af en ambitiøs og værdidrevet organisation med et klart formål.
Du får en alsidig hverdag med stor frihed, faglig udvikling og chancen for at arbejde med kommunikation, der faktisk gør en forskel.
Vi er et lille, engageret team, der brænder for at gøre en forskel for børn og unge, og vi står altid klar til at hjælpe hinanden i pressede perioder.
Vi tilbyder:
- en meningsfuld stilling med stor indflydelse og ansvar
- fleksible rammer og en uformel, tillidsbaseret arbejdsplads
- engagerede og fagligt stærke kolleger
- mulighed for at følge projekter fra idé og strategi til virkelighed
Praktisk information
Stillingen er på 37 timer inkl. betalt frokostpause. Der kan dog forekomme aften- og weekendarbejde, ligesom det forventes, at du kan overnatte udenbys i forbindelse med enkeltstående arrangementer.
Løn forhandles efter kvalifikationer. Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2026.
Vores kontor ligger centralt i København K, lige ved Dansk Arkitektur Center og BLOXHUB, hvis inspirerende faciliteter står til rådighed for Videnskabsklubbens medarbejdere.
Lyder det som noget for dig?
Så send din ansøgning med CV og relevante bilag til job@videnskabsklubben.dk senest søndag 22. marts 2026 kl. 23:59. Vi forventer at afholde samtaler onsdag 25. marts og torsdag 26. marts 2026.
Videnskabsklubben ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle personer uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Kirstine Bendix Knudsen på telefon +45 6110 7183 eller kirstine@videnskabsklubben.dk eller adm. direktør Rikke Schmidt Kjærgaard på rikke@videnskabsklubben.dk
Du kan læse mere om Videnskabsklubben på www.videnskabsklubben.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!
Praktisk info
Region:
Region Hovedstaden
Arbejdstid:
37 timer om ugen (inkl. betalt frokostpause)
Ansøgningsfrist:
22. marts 2026
Tiltrædelse:
1. maj 2026
Arbejdssted:
Frederiksholms Kanal 30, 1220 København K
Yderligere oplysninger fås hos:
Kirstine Bendix Knudsen
Telefon: +45 61 10 71 83