Når vi diskuterer legefællesskaber for de mindste børn, bør vi samtidig tale om, hvordan vi kan sikre, at fællesskaberne ikke ophører, når børnene bliver ældre. Det kræver, at vi tør give plads til legen – også i skolen og fritidslivet, skriver Rikke Schmidt Kjærgaard.
Leg er ikke et pædagogisk værktøj, vi kan skrue op og ned for afhængigt af alder. Det er en livsnerve i børns måde at forstå verden på, skriver Rikke Schmidt Kjærgaard.Foto: Videnskabsklubben
Dette debatindlæg blev oprindeligt publiceret i Altinget 5. januar 2026.
Debatten om leg handler ofte om de yngste børn. Det er helt naturligt, for leg fylder meget i de første år. Men der er brug for at fokusere meget mere på legens betydning i resten af barndommen.
Der er ingen tvivl om, at børn i dag bliver små voksne langt hurtigere end generationerne før dem.
Forskningen er tydelig, om end ikke overraskende: Børn leger markant mindre, jo ældre de bliver.
I 2023 viste forskere fra DPU på Aarhus Universitet for eksempel, at mens 84 procent af børnene legede dagligt før skolestart, faldt tallet til 59 procent, når de begyndte i skole, og for de 10-12-årige var tallet allerede faldet til 37 procent. I alderen 13-15 år var det helt nede på 21 procent.
Det er tal, der bør få alarmklokkerne til at ringe. Ikke “bare” fordi leg rent faktisk er en menneskeret for børn, men fordi legen hjælper børn med at finde både sig selv og veje ind i fællesskabet.
Kort sagt: deres egen plads i verden.
LÆS OGSÅ: Debat: Hvert femte barn går ikke til noget. Fritidspas er afgørende for børn og unges udvikling
Tag for eksempel Videnskabsklubben – et fritidstilbud, hvor børn og unge mødes om nysgerrighed, naturvidenskab og eksperimenter, helt uden karakterer og præstationspres. Eller Unge Forskere – en landsdækkende talentkonkurrence, der med afsæt i skoleprojekter, skaber en ramme for faglig fordybelse.
Fælles for begge tilbud er, at de giver børn og unge mulighed for at dyrke deres nysgerrighed og passion for viden i et miljø med ligesindede. At skabe et rum, hvor man ikke behøver gemme sin interesse væk, men tværtimod kan stille sig frem og sige:
“Det her er mig.”
LÆS OGSÅ: DEBAT: Husk, at børn og unges fritidsliv er mere end fodbold
Ingen voksenstyret aktivitet kan erstatte leg
I Videnskabsklubben skaber vi fritidsfællesskaber, hvor legen er i centrum, for børn i alderen 9 til 13 år.
Børnene oplever for eksempel helt konkret betydningen af evolution, når de skal skrælle bananer på tid – med og uden tommelfingre – og de forstår pludselig på egen krop, hvad en bæredygtig træproduktion består i, når de selv leger, at de er træer, der skal nå at rejse sig igen, før “motorsaven” fælder dem næste gang.
Vi ser hver uge, hvad det betyder, når legen får lov at leve videre hos børnene, også når de rammer 12 og endda 13 års-alderen. Og vi ved, hvad der sker, når den ikke gør: En stigende følelse af præstationspres, færre uforpligtende fællesskaber og en kultur, hvor leg bliver opfattet som barnligt.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Høj begavelse stopper ikke, fordi klokken ringer ud
Men børn i denne alder har stadig brug for leg. Ikke for nostalgiens skyld, men fordi leg kan noget, som man ikke kan opnå nogle andre steder. Den er en måde for børn at udvikle, og for ældre børn fastholde, deres fantasi, kreativitet og sociale kompetencer.
Gennem legen prøver de kræfter med nye roller, forhandler regler, udfordrer sig selv og mærker, hvem de er – både alene og i fællesskab med andre. Det kan ingen undervisningsplan, skærm eller voksenstyret aktivitet erstatte.
Når Suzanne Krogh og Søren Smidt i deres indlæg som en del af Altingets vigtige tema om netop leg skriver, at der er behov for, at den sættes solidt på dagsordenen på tværs af dagtilbud, fritidsordninger og skoler i hele landet, rammer de en central pointe:
Hvis legen skal have reel plads i børns liv, skal rammerne for den være til stede i alle de miljøer, de bevæger sig i.
LÆS OGSÅ: DEBAT: Danmark bør følge Sverige og Norge med ny naturfagsstrategi
Give plads til legen
I Videnskabsklubben er legen ikke et middel til et mål. Den står i sin egen ret. Vi arbejder ikke med karakterer, konkurrence, resultater eller vurderinger. Vi arbejder med begejstring, nysgerrighed og fællesskab. Det betyder ikke, at børnene ikke lærer noget – tværtimod.
Leg fører ofte til en bemærkelsesværdig høj grad af motivation, samarbejde og fordybelse. Men det er en konsekvens af legen og ikke grunden til, at vi prioriterer den.
Når vi diskuterer, hvordan man skaber legefællesskaber i daginstitutionerne, bør vi samtidig tale om, hvordan vi sikrer, at disse fællesskaber ikke ophører, når børnene bliver ældre. Det kræver, at vi voksne tør give plads, også i skolen og fritidslivet. At vi tør give tid uden præstation. At vi tør fastholde rum, hvor børn kan fejle, eksperimentere og være fjollede sammen uden at blive målt og vejet.
Leg er ikke et pædagogisk værktøj, vi kan skrue op og ned for afhængigt af alder. Det er en livsnerve i børns måde at forstå verden på.